Mens de danske boksefans lørdag aften formentlig kan sidde og zappe rundt hele aftenen uden på noget tidspunkt at finde boksning fra Frederiksberg Hallerne, vil der være rig mulighed for at se tysk sekundaboksning. TV 3 Max sender nemlig i hele fire timer fra det stævne i Ludwigshafen, hvor hovedkampen står mellem Lolenga Mock (42-14-1) og Avni Yildirim (20-1).
Udover den meget spændende hovedkamp, hvor Lolenga Mock får chancen for at bokse sig tæt på en VM-kamp, får seerne mulighed for at se et undercard, der er omtrent lige så interessant som den indledende runde ved de fynske begyndermesterskaber i hal 3 i Tommerup.
Mens folk som Sarah Mahfoud, Enock Poulsen og Jeppe Morell i Frederiksberg Hallerne er ude i kampe, hvor de er matchet temmelig hårdt, kan seerne hjemme bag TV 3 Max se de navnkundige Ahmad Ali og Sukru Altay og ikke mindst debutanterne Siawa Spomer og Sanel Hasanovic møde en flok fusentaster.
Vi ønsker tillykke til MTG – og ikke mindst til de danske boksefans. Det bliver en stor aften.
TV 3 Max sender fra stævnet i Ludwigshafen fra klokken 20.30 og fire timer frem.