søndag, 12. januar 2025

Thorslund i topform; har sparret med Ceylan

Dina Thorslund (11-0) erklærer sig i absolut topform forud for sin VM-kamp næste lørdag i Struer mod mexicanske Jessica Munoz (17-1-1).
“Min form er sindssyg god. Jeg tror, at det er den bedste form, jeg har haft før en kamp. Formen er hundrede procent, hvor den skal være,” siger Dina Thorslund ifølge en pressemeddelelse.
Den tidligere EBU-mester Dennis Ceylan (18-2-2) har blandt andet optrådt som sparringspartner. Ceylan skal i Struer i ringen mod Levn Tsiklauri (10-3-1), og under sparringen har han presset Thorslund ud i omgange af tre minutter mod de for kvinderne sædvanlige to minutter.
“Det har gjort en verden til forskel at bokse tre-minutters omgange. Kvalitetsmæssigt har han så højt niveau, og derfor er det med til at udvikle mig, at jeg selv skal holde højt niveau i længere tid gennem omgangene,” siger Dina Thorslund.
Dennis Ceylan mener, at Thorslund næste lørdag er parat til at snuppe WBO-bæltet.
“Hun har gjort det rigtig godt under sparringen. Hun er helt sikkert i super form, for hun har været i stand til at gå alle tre-minutters omgangene i et højt tempo. Det er rigtig godt gået,” siger han.
Foto: Team Sauerland.

Seneste historier