Dina Thorslund (10-0, 6 KO) føler sig i perfekt form og klar til næste uges titelkamp mod jamaicanske Alicia Ashley (24-11-1, 4 KO). Danskeren forbereder sig på at skulle gå den fulde distance, men hun lover at slå til, hvis muligheden før at afgøre kampen før tid byder sig.
“Ser jeg sekundet, ser jeg øjeblikket, hvor jeg kan slå hende ud, så gør jeg det, men det er ikke mit udgangspunkt. Jeg har forberedt mig på 10 hårde omgange, hvor jeg giver den fuld skrald i de første seks omgange for at være sikker på, at jeg ender med sejren,” siger Dina Thorslund ifølge en pressemeddelelse.
50-årige Alicia Ashley har tidligere af flere omgange været verdensmester, og trods sin temmelig høje alder skal hun nok blive en seriøs udfordring for 24-årige Thorslund.
“Ashley er en dygtig, teknisk bokser. Hun er højrefodsbokser, og det har vi taget højde for i træningen. Hun er god til at bevæge sig og slå mange slag, og jeg skal passe på, at jeg ikke bliver fanget. Og hun skal passe på mit venstre hook,” siger Dina Thorslund.
Kampen mellem Dina Thorslund og Alicia Ashley gælder WBC interim-titlen i superbantamvægt.
Foto: KGZ Fougstedt.