lørdag, 21. juni 2025

Sauerland til Palle: Lad os samarbejde om stævne

For både Nisse Sauerland og Mogens Palle er det en hård kamp at få de professionelle stævner på dansk grund til at give afkast. Derfor har Nisse Sauerland i ugens løb foreslået sin konkurrent et nyt initiativ: At de slår pjalterne sammen om et stævne, hvor flere af deres boksere mødes.
Ditlev Rossing (8-0) har for nylig offentligt udfordret Micki Nielsen (25-1). Den kamp vil Nisse Sauerland gerne lave på det fælles stævne, ligesom han foreslår et opgør mellem Dina Thorslund (12-0) og Sarah Mahfoud (5-0).
“Det kunne blive et fantastisk show, og jeg vil gerne arbejde sammen med Mogens Palle om at vise det bedste danske boksning,” siger Nisse Sauerlad til B.T.
Den tyske promotor opfordrer i sin henvendelse Mogens Palle til at lade fortid være fortid. Dermed siger han også, at han godt er klar over, at et samarbejde vil kræve, at der bliver slugt nogle ordentlige kameler. Mogens Palle er dog ikke afvisende over for forslaget – i første omgang vil han dog afvente sit stævne næste lørdag, hvor flere af de danske boksere får hænderne fulde.
“For boksernes skyld kunne det være spændende. Det eneste, der betyder noget for mig, er bokserne. Nu vil jeg lige afvente og se mit stævne her den 15. september, og hvordan det går,” siger Mogens Palle.
Foto: Wende.

Seneste historier