Xhek Paskali (4-0, 0 KO) måtte kæmpe hårdt i seks omgange, inden han havde sikret sig sejren mod tysk-camerouneseren Bernard Donfack (23-20-4, 11 KO). Donfack viste sig endnu en gang at være en hårdfør modstander, der kæmpede for sejren, men til sidst alligevel måtte se sig besejret.
Det stod hurtigt klart, at Donfack trods sin status som journeyman ikke bare var kommet til Struer for at hæve hyren. Han gik frisk til sagen og pressede den ubesejrede tysker, men hans mange hårde træffere havde det ofte med at blive fanget i paraderne.
Paskali var en teknisk noget bedre bokser, men hvis han havde forventet at stå over for en journeyman forbi sidste salgsdato, blev han slemt overrasket. Donfack er en veltrænet bokser, der ganske vist har tabt en del kampe, men også har mødt solid modstand undervejs.
Efter tre relativt tætte omgange fik tyskeren bedre fat i 4. omgang, som blev hans hidtil bedste. Donfack virkede kortvarigt rystet, og i det hele taget var gassen på dette tidspunkt ved at gå af ballonen. Derfor fik Paskali i sidste halvdel af kampen fjernet tvivlen om, hvorvidt en sejr var retfærdig.
Xhek Paskali vandt med cifrene 57-57, 59-55 og 59-55.
Knock-out.dk scorede kampen 58-56 til Xhek Paskali.