lørdag, 27. juli 2024

Palle: Sejr vil give Mahfoud en VM-kamp

Meget står på spil for Sarah Mahfoud (5-0, 2 KO), når hun på næste fredag bokser karrierens første titelkamp. Her er det IBF I/C-titlen i superfjervægt, som er på spil, når hun i Frederiksborg Centret i Hillerød møder sydafrikanske Unathi Myekeni (11-4-1, 5 KO). Promotor Mogens Palle fortæller, at der ligger en stor gevinst og lurer for den danske bokser i tilfælde af sejr.
“Hvis Sarah vinder sin næste kamp, får hun en VM-kamp. Lindsey Tucker (IBF-leder, red.) har skrevet til mig, at Sarah skal bokse direkte om VM-titlen i fjervægt, hvis hun vinder,” siger Mogens Palle til B.T.
Den titel, som Sarah Mahfoud og Unathi Myekeni skal bokse om, er i sig selv ikke det store værd, men den giver point hos forbundene og kan dermed have en stor værdi i jagten på større kampe.
“De her intercontinentale titler gør normalt, at man kommer ind i top-5 på verdensranglisten. Men her kan hun så få en kamp om VM efterfølgende,” siger Mogens Palle, som garanterer, at det er en hård modstander, Mahfoud skal møde.
“Hun er en skrap moster, hende der Unathi Myekeni, som er mester i det andet forbund. Det er dog i klassen under, som er fjervægt. Det her er så i superfjervægt, men vi laver kampen på en vægt, der kun lige er over grænsen,” siger han.
Unathi Myekeni er mester hos det lille forbund WBF. At hun uden sammenligning er Sarah Mahfouds sværeste opgave i karrieren kan der absolut ikke være tvivl om.

Seneste historier