fredag, 11. oktober 2024

Palle: Hansen havde ufattelig stor betydning

Det er en af dansk boksehistories allerstørste personligheder, som er gået bort, efter Jørgen “Gamle” Hansens død. Det mener i hvert fald Mogens Palle, der var promotor for Hansen gennem alle dennes 92 profkampe.
“Han har haft en ufattelig stor betydning for dansk boksning, og han er jo den dansker bokser, der har haft flest professionelle kampe. Han havde en af de flotteste karrierer, man kan have, og han boksede 12 gange om europamesterskabet,” siger Mogens Palle til Ritzau.
Højdepunktet i Jørgen Hansens karriere kom uden tvivl i 1979, da den engelske europamester Dave Green højst sensationelt blev slået ud i et EM-opgør i Randers Hallen. Ingen havde på forhånd levnet Jørgen Hansen nogen chance i det opgør.
“Greens promotor på det tidspunkt, Mickey Duff, var højrøvet og sagde, at Jørgen nok ville holde seks-syv omgange, men der gjorde han alles ord til skamme,” siger Mogens Palle.
“Der er så mange højepunkter i hans karriere. Han var en person, der kunne skabe dramatik omkring sin person og sin boksning. Han var underholdende og hårdtslående,” tilføjer promotoren.

Seneste historier