fredag, 11. oktober 2024

NFN åbnet med norsk storsejr

Aftenens Nordic Fight Night i Struer blev indledt med fire ensidige omgange, hvor norske Kent Erik Bådstad (2-1) overbevisende besejrede ukrainske Bohdan Zlybko (0-3). Ukraineren måtte undervejs i kampen tage imod mange hårde træffere, men han formåede at gå tiden ud – for første gang som professionel.
Nordmanden var helt som ventet kommet op mod en modstander, der var til at tale med. Bådstad kunne fra begyndelsen gå på afstand og stille og roligt sætte point i banken, uden at han for alvor kom i fare. Især den lige højre gik let ind på ukraineren, som dog ikke for alvor blev ramt.
Zlyvko var måske nok en fusentast, men han skal have den ros, at han ikke smed sig, blot fordi det blev hedt. Og hedt blev det i 2. omgang, hvor ukraineren måtte tage imod adskillige hårde træffere. Både den direkte højre og det venstre hook ramte rent adskillige gange.
Kampen var helt til slut ensidig. Bådstad ramte rent med masser af træffere, men meget tyder på, at han ikke har det slag, der kan afgøre en kamp. I så fald ville de mange træffere have haft større virkning på ukraineren.
Kent-Erik Bådstad vandt med cifrene 40-36, 40-35, 40-35.

Seneste historier