Jeppe Morell (8-2) kommer på en vanskelig opgave ved Danish Fight Night den 15. september i Frederiksberg Hallerne. Modstanderen bliver argentinske Ruben Eduardo Acosta (36-16-5). En mand, der på den uafhængige BoxRec-liste er højere placeret end Morell og som vil have en reel mulighed for at besejre danskeren.
“Jeg glæder mig utrolig meget til kampen. En sejr vil stille mig rigtig godt og bringe mig ind i varmen igen og i nærheden af top-50. Men jeg er udmærket klar over, at det sandsynligvis bliver en meget hård kamp. Jeg forbereder mig naturligvis på at kunne gå den fulde distance og er allerede i god fysisk form,” siger Jeppe Morell ifølge en pressemeddelelse.
40-årige Ruben Eduardo Acosta boksede i 2016 i Århus mod Lolenga Mock, mens han året forinden var i København for at møde Patrick Nieslen. Begge kampe endte med danske pointsejre. Argentineren har desuden mødt folk som Tyron Zeuge, Callum Smith, Robert Stieglitz og Anthony Mundine, og selvom disse folk har besejret ham, er der ingen tvivl om, at Morell kommer på en svær opgave.
“Han er fysisk stærk og sender nogle farlige sving afsted. Jeg skal styre ham med et stærkt jab og gode parader og bevæge mig rundt om ham. Jeg skal flytte mig for hans sving og straffe ham, når han begår fejl. Jeg kan bokse på mange forskellige måder, og jeg er også meget stærk i infight. Det bliver hårdt, men jeg har overblikket til at kunne løse denne opgave,” lyder det fra Jeppe Morell.