mandag, 4. november 2024

Morell må trække sig fra Chudinov-kamp

Det bliver alligevel ikke den 24. november, at Jeppe Morell (9-2) kommer i ringen mod russiske Dmitrii Chudinov (21-3-2). Morell bliver ikke tilstrækkeligt klar til opgøret, da engelske Patrick Mendy, som skulle fungere som sparringspartner, er løbet fra en aftale.
“Det er et kæmpe antiklimaks. Jeg har brugt de seneste fem uger på at træne to gange om dagen og spise den rigtige kost, og når man så kommer til den afsluttende fase, og der skal stå en sparringspartner klar, så er han ikke dukket op. Lige nu er det meget skuffende,” siger Jeppe Morell til Jyllands-Posten.
Mendy har selv tidligere i karrieren bokset uafgjort mod Chudinov og lignede en ganske kompetent sparringspartner til danskeren i de sidste forberedelser til kampen. Men uden optimale forberedelser, vil Morell ikke stille op.
“Det har været en forudsætning og et krav fra min side, at der skulle være en kompetent sparringspartner til at få mig op i gear til den her kamp. Derfor har det været en kollektiv beslutning fra mit holds side af, at vi ikke kan stille op, når der ikke er styr på sparringen,” siger Jeppe Morell.
Patrick Mendy skulle være ankommet til Århus allerede i sidste uge, men Morells lejr blev spist af med søforklaringer om, hvorfor han ikke dukkede op som aftalt.

Seneste historier