søndag, 1. december 2024

Mock forbereder sig på Cuba

Lolenga Mock (42-14-1, 13 KO) går efter at være bedst muligt forberedt til sin kamp den 15. september mod tysk-tyrkeren Avni Yildirim (19-1, 11 KO). Lolenga Mock plejer sædvanligvis at forberede sig i vante omgivelser i Århus, men det bliver noget anderledes op til den kommende kamp.
“Jeg skal have mit hidtil bedste niveau, så derfor vil jeg rejse fem uger til Cuba, hvor jeg vil have den bedst mulige sparring. En af mine trænere er fra Cuba, så vi flyver derover og sparrer med mange unge boksere,” siger Lolenga Mock ifølge en pressemeddelelse.
Mock har vundet 11 kampe i streg siden sit comeback i 2015. Senest besejrede han russeren Dmitrii Chudinov i januar, og det har givet en rangering som nummer 16 hos verdensforbundet WBC. Den liste håber Mock nu at kunne kravle endnu højere op ad.
“Det har altid været min drøm at blive verdensmester. Det er noget, jeg har håbet på gennem hele mit liv, og nu er jeg tættere på målet,” siger Lolenga Mock.

Seneste historier