Mikkel Nielsen (5-0, 3 KO) sikrede sig lørdag aften karrierens femte sejr i lige så mange kampe, da han stoppede svenske Simon Henriksson (5-2, 1 KO). I en kamp, hvor det tekniske niveau var overskueligt, men hvor der til gengæld blev fightet hårdt, valgte svenskeren at opgive inden sidste omgang.
Mikkel Nielsen lod ikke til at være generet af, at hans svenske modstander var høj og havde lange arme. Danskeren tog straks initiativet og pressede svenskeren. Efter en ganske tæt 1. omgang stod der efterfølgende Mikkel Nielsen på det meste, og det var danskeren, der primært dikterede slagets gang.
Mikkel Nielsen tog sig af 2. og 3. omgang, og i 4. omgang var danskeren for alvor ovenpå. En højre til kæben rystede svenskeren, og undervejs i den efterfølgende serie måtte Henriksson en tur på knæ og tage en tælling.
I 5. omgang måtte Simon Henriksson igen til tælling. Endnu en dansk serie afsluttende med en højre til kæben sendte Henriksson i kanvassen, og selvom svenskeren kom op, syntes det at være den reelle afgørelse på kampen.
På dette tidspunkt havde svenskeren fået nok, og han valgte at opgive før sidste omgang.
Foto: KGZ Fougstedt.