lørdag, 2. november 2024

Mikkel: Jeg forventer et slagsmål!

Mikkel Nielsen (5-0) kommer sandsynligvis til at få brug for alle seks planlagte omgange, før han den 25. august kan notere karrierens sjette sejr. Sådan vurderer hovedpersonen det i hvert fald selv efter at have set nærmere på sin modstander, hviderussiske Aliaksandr Dzemka (5-5).
“Aliaksandr er en aggressiv fighter med en masse hjerte, så jeg forventer, at kampen bliver fysisk og sandsynligvis går alle seks omgange. Jeg forventer et slagsmål,” siger Mikkel Nielsen ifølge en pressemeddelelse.
Det bliver Mikkel Nielsens tredje kamp i år – og det bliver i alt tredje gang, den velklædte fynbo skal bokse i Struer. Siden sidst har han knoklet i træningslokalet for at blive endnu bedre og forhåbentlig løfte sig til et højere niveau.
“Jeg har arbejdet på min grundlæggende form i træningslokalet, og jeg har været i Island for at lave alternativ træning med vandreture, klatring og løb i bjergene i bedste Rocky-stil – dog uden at slå på døde køer,” lyder det fra Mikkel Nielsen.
Foreløbig er seks danske navne officielt annonceret til stævnet: Dina Thorslund (11-0) møder Jessica Arreguin Munoz (17-1-1) i en kamp om WBO-titlen i superbantamvægt, og på undercardet er der ud over Mikkel Nielsen deltagelse af Adam Bashanov (1-2), Kem Ljungquist (4-0), Frederik Hede Jensen (2-1) og Haris Dzindo (6-0).
Foto: KGZ Fougstedt.

Seneste historier