Massiv styrketræning gør, at Oliver Meng (2-0) rykker en vægtklasse op, så han den 15. september vil optræde i letmellemvægt. Den 19-årige falstring har vundet sine to første profkampe på point efter fire omgange, men denne gang bokser han seks omgange.
“Jeg glæder mig til at komme i kamp igen. Der er kommet lidt flere kilo på mig. Jeg er ikke blevet tykkere, men der er kommet flere muskler på, fordi jeg er vokset og har intensiveret min styrketræning. Det føles godt, at jeg har fået mulighed for at være lidt større. Jeg føler mig meget stærkere. Jeg er en bokser, som både kan være oppe på tæerne, men som også kan plante fødderne og slå rigtig hårdt, når der brug for det,” siger Oliver Meng ifølge en pressemeddelelse.
Hans modstander bliver den 18-årige lette Valentins Kotosovs (2-1). En mand, der angiveligt har flere positive resultater som amatør end som professionel. Hans kommende danske modstander har allerede lagt en plan for, hvordan opgøret skal gribes an.
“Jeg har en idé om, hvordan min modstander skal bokses, men jeg forbereder mig altid på at være klar til at møde hvem som helst og hvilken som helst stil. Det gælder om at være omstillingsparat,” lyder det fra Oliver Meng.