En af Danmarks største bokseprofiler gennem tiderne, Jørgen “Gamle” Hansen (78-14, 35 KO), er død. Det skriver Ekstra Bladet.
Historien om profbokseren Jørgen Hansen er velkendt – og den kan dårligt koges ned til få linjer. I biografien “Gamle Hansen”, som Birgitte Lorentzen skrev i 2014, bliver historien så effektivt fortalt.
De fleste husker nok primært Jørgen Hansen for hans imponerende sejr over Dave “Boy” Green i 1979. Hansen havde kort tid forinden været ramt af meningitis, men han rejste sig og vandt en sensationel sejr over den engelske kæmpefavorit og regerende europamester.
Jørgen Hansen var mod slutningen af livet ramt af demens. Han døde omgivet af sin kone, børn og børnebørn. Jørgen Hansen blev 74 år.