Landry Kore (7-0, 3 KO) har nu været på vægten og er dermed klar til karrierens første titelkamp, som finder sted lørdag aften i Oostende i Belgien. Her skal Kore op mod armenske Armen Ypremyan (8-0-2, 3 KO), og det ligner på papiret en ganske svær udfordring for Kore.
Kampen gælder IBO’s Mediterranean-titel, som er – eller burde være – en titel for boksere fra de lande, der har kyst ud til Middelhavet. Hvordan en dansker med rødder i Elfenbenskysten og en armener kvalifcerer sig til at bokse om titlen i Belgien, må guderne vide.
Men bokse om den, det skal de. Landry Kore vejede ind på 71,2 kilo og er dermed godkendt til kamp.
28-årige Landry Kore boksede senest for et halvt år siden, hvor han i november let stoppede amerikanske Travis Davidson. Hans resterende kampe er bokset i Danmark ved stævner arrangeret af Sauerland og Palle, men uden at han på noget tidspunkt har haft en fast aftale med nogen promotor.