Den tidligere WBA-verdensmester og tredobbelte europamester Johnny Bredahl har mødt meget modstand både i og uden for ringen. Efter tre forsøg nåede han sit store mål og blev verdensmester. I dag fylder han 50 år.
Der har i anledningen af Johnny Bredahls runde fødselsdag været skrevet en hel del om hovedpersonens aktuelle situation og store personlige nedtur efter karrieren. Vi vil primært fokusere på hans meget flotte sportslige karriere, som har budt på masser af højdepunkter. For det er uden tvivl en af alle tiders bedste danske boksere, der kan se tilbage på en fornem boksekarriere.
De sportslige resultater taler for sig selv: Europamester i bantamvægt (1992, 1996-1998 og 1999). Verdensmester hos nyoprettede WBO i juniorbantamvægt (1992-1994). Og senere i karrieren: Anerkendt og respekteret verdensmester hos WBA (2002-2004).
Bokseteknisk har Danmark næppe heller set en bedre nævefægter end Johnny Bredahl. Han brillerede med et enestående jab. I sine kampe viste han som regel hele sit repertoire med både høje og dybe stød krydret med elegante undvigelser. Et lynhurtigt uppercut indgik også i hans arsenal. Og som én af ganske få danske boksere mestrede han den svære defensive manøvre, en pull counter, hvor man forudser, når modstanderen affyrer et jab, og lynhurtigt undviger ved at svaje overkroppen bagover og i samme bevægelse – når overkroppen pendulerer frem igen – slår kontra med sin højrehånd.
På de bedste aftenener kunne Johnny Bredahl udnytte sin evne til at fokusere mentalt på opgaven og lukke fuldstændig af for alle forstyrrende elementer. Før sine helt store triumfer kunne han af og til ses småslumre i omklædningsrummet få øjeblikke før, han skulle i ringen. Men han var modsat mange andre boksere i den grad ”in the zone” og fokuseret.
Der var også sportslige nedture og kedelige kampe, nuvel, men på sine gode aftener var han en ren kunstner.
Bokseopdragelse på Østerbro
Bokseopdragelsen fandt sted i bokseklubben IK 99 på Østerbro, hvor træner Jean Schmücker fik sat skik på det unge, urolige brødrepar Jimmi og Johnny Bredahl. Brødrene var en overgang tæt på at blive smidt ud af klubben på grund af deres utallige drengestreger, men da de selv opdagede, hvor dygtige de var til boksning, blev klubben og sporten deres redning og fremtid.
Johnny Bredahl vandt bronze ved junior-europamsterskaberne i Brøndby Hallen i sommeren 1986 og imponerede også iagttagere ved en række andre stævner i Danmark med sin eminente teknik.
Udover de tekniske færdigheder imponerede Johnny Bredahl på landsholdssamlingerne som den bokser, der sammen med Aalborg-bokseren Søren Søndergaard kunne løbe længst, når bokserne blev målt i de såkaldte cooper-tests.
I 1988 snuppede stortalentet sit første danske mesterskab hos seniorerne og blev udtaget til EM i Torino. Her erobrede han en dansk bronzemedalje i fluevægtsklassen, mens Søren Søndergaard snuppede den anden i letweltervægt.
Johnny Bredahl sikrede sig medaljen ved først at besejre skotten Drew Docherty, som han senere kom til at møde i en EM-kamp som professionel, med dommerstemmerne 5-0 og dernæst ved at besejre den senere professionelle europamester i superbantamvægt Martin Krastev fra Bulgarien med 4-1.
I semifinalen tabte Bredahl til den gennemrutinerede 26-årige ungarer, Janos Varadi, der blandt andet havde en OL-medalje på CV’et, men bronzemedaljen var i hus for den blot 19-årige dansker, som blev et varmt navn i de hjemlige avisers sportssektioner.
OL-drøm hurtigt slukket
Succesen fortsatte, og ved de nordiske mesterskaber i Roskilde 1988 udboksede Johnny Bredahl først finnen Jyrki Vierelä og stoppede dernæst svenskeren Örjan Segerberg i 2. omgang i finalen. Forventningerne var derfor store, da det 20-årige talent samme år rejste med den danske delegation til De Olympiske Lege i Seoul.
OL-drømmen blev imidlertid slukket blot 5 minutter inde i den første kamp. I det modsatte ringhjørne stod syreren Hamed Halbouni, som muligvis havde været en overkommelig opgave, hvis Johnny Bredahl havde været på toppen. Men benene lystrede ikke under kampen, og den unge dansker havde ingen kræfter til at danse rundt om syreren og holde ham på afstand. Grædefærdig og fuld af raseri blev han stoppet i anden omgang.
Nedturen skyldtes primært det vægtpineri, som Johnny Bredahl var udsat for i bestræbelserne på at klare vægtgrænsen til fluevægt. Næsten 7 kilo skulle der barberes af den sidste måned, og det var ikke uden konsekvenser. Paradoksalt nok kunne Johnny Bredahl i henhold til de gældende regler have fået lov til at stille op i bantamvægt.
Uoverensstemmelser omkring hvem der var skyld i, at han ikke blev tilmeldt den vægtklasse, var medvirkende årsag til, at han kort efter OL gik over som professionel hos promotor Mogens Palle og makkeren Hans-Henrik Palm, som også havde trænet Bredahl den seneste tid i IK 99 og fungerede som cheftræner i de første af Bredahls profkampe.
Debut som professionel
Debuten som professionel fandt sted den 8. december 1988 ved et dinnerstævne på Hotel Sheraton som forret til det rent danske EM-opgør mellem Lars Lund Jensen og Racheed Lawal. Godt tre år senere – efter 13 sejre i træk – var det Johnny Bredahl selv, der stod klar til sin første EM-kamp i bantamvægt.
På Hotel Scandinavia – nu med cheftræner Kjeld Krogh og Poul Duvill i ringhjørnet – stoppede Bredahl den råstærke skotte Donnie Hood i 7. omgang. Bredahl struttede af kampgejst og selvtillid, og selv en gulvtur i 3. omgang – efter et øjebliks uopmærksomhed – kunne ikke bringe danskeren ud af fatning. Råstyrken kom til kort, teknikken sejrede, og Donnie Hood endte med at blive sønderbombet.
Storebror Jimmi Bredahl, som selv var blevet europamester i Paris blot en uge forinden, stormede ind i ringen og omfavnede sin bror. Dermed var to af i alt 13 EM-titler på Bredahl’ske hænder, og Johnny og Jimmi skrev samtidig historie ved at være det første brødrepar, som sad på EM-tronen samtidig.
En stor del af Johnny Bredahls succes kan uden tvivl tilskrives storebror Jimmi og brødrenes kærlige men benhårde rivalisering i træningslokalet. De skånede ikke hinanden under sparring og pressede altid modparten i en dyst om at være bedst hver eneste dag. Den hårde konkurrence hærdede begge boksere og skærpede deres evner.
Træner Kjeld Krogh var en anden væsentlig faktor bag succesen. Han var en dygtig og meget motiverende træner, som vidste lige præcis, hvordan han skulle presse brødrene til at yde det optimale under træning. Grundfilosofien under kamp var at undgå at gå ind og slås, men at bevæge sig hele tiden, flytte sig i cirkler, bevare overblikket og dernæst slå hårde lige stød fulgt op af hooks.
Det var også med Kjeld Krogh i ringhjørnet, at Johnny Bredahl blot seks måneder efter EM-triumfen – nu under åben himmel i den nyrestaurerede nationalarena Parken – blev WBO-verdensmester i juniorbantamvægt ved at pointbesejre mexicaneren José Quirino. Senere på aftenen blev storebror Jimmi ligeledes WBO-verdensmester i juniorletvægt.
Det hører dog med til historien, at WBO blev grundlagt 4 år tidligere af udbrydere af WBA og endnu ikke var fuldt ud respekteret på lige fod med de tre øvrige store forbund WBA, WBC og IBF. Men nyheden om brødrenes triumf gik alligevel verden rundt hos de internationale nyhedsbureauer, fordi det var første gang, at et brødrepar blev verdensmestre samme aften.
Det var i øvrigt det første sportsarrangement i den ombyggede fodboldnationalarena, og seertallene hos TV 2 var fantastiske. Johnnys VM-kamp blev set af 1.404.000 seere, mens Jimmi Bredahls VM-kamp mod Daniel Londas i gennemsnit blev fulgt af 1.538.000 seere.
Johnny Bredahl forsvarede WBO-titlen tre gange og leverede blandt andet en rigtig fin opvisning i 1994, da han udboksede Eduardo Nazario fra Puerto Rico ved et stævne på Bornholm og leverede et gyldent tv-øjeblik ved efterfølgende at gå på knæ og fri til sin kæreste i ringen.
Udskiftning på trænerfronten
Johnny Bredahl havde efter triumfen i Parken skiftet ud på trænerfronten. Kjeld Krogh var stoppet for en stund, og i stedet hersede den høje afroamerikaner Al McCoy fra Tyler i Texas periodevis med både boksebrødrene og sværvægteren Brian Nielsen.
Det startede rigtig flot. Men da WBO-titlen blev opgivet, sporede man en mindre nedtur, og der blev i en periode leveret en række mindre farverige og knap så engagerende præstationer i ringen. En del af motivationen var forsvundet, og muligvis også en del af respekten for Al McCoy, som brødreparret fandt ud af, at de kunne løbe om hjørner med, når diverse træningsøvelser skulle udføres.
Den sidste kamp med Al McCoy i ringhjørnet var en titelkamp om WBC’s verdensmesterskab på udebane i Kings Hall i Belfast mod den forsvarende mester og OL-medaljetager Wayne McCullough. Trods en udmærket start i de første to omgange sivede kræfterne hurtigt ud af Johnny Bredahl, som blev stoppet på grund af passivitet i 8. omgang. Kamplederen stoppede kampen uden, at Bredahl på nogen måde var rystet. Men det var på et tidspunkt, hvor det var svært at forestille sig, at danskeren kunne vende kampen til sin fordel mod den fysisk stærke nordirer.
Johnny Bredahl vendte imidlertid tilbage til ringen fire måneder senere – denne gang med Kjeld Krogh tilbage i ringhjørnet – og indledte en ny flot periode med blandt andet flere fine EM-triumfer.
I 1996 genvandt han således EM-titlen med en sejr i K.B. Hallen over russeren Alexander Yagupov. Titlen blev forsvaret hele fire gange, inden han afgav den frivilligt for blot at erobre den ledige titel på ny i 1999. Han forsvarede EM-bæltet en sidste gang i oktober 1999 ved suverænt at stoppe briten Paul Lloyd allerede i 1. omgang.
Johnny Bredahl kan dermed prale af, at han i sine i alt 8 EM-kampe aldrig har forladt ringen som taber.
Det endegyldige mål for Johnny Bredahl dengang i 1990’erne var imidlertid fortsat at erobre en af de helt store VM-titler som den første dansker i nyere tid.
Målet var en VM-titel
Det lykkedes promotor Mogens Palle at forhandle sig frem til en ny stor VM-chance for Johnny Bredahl ved at tale sig til rette med Bob Arum i USA. Denne gang gjaldt det en VM-kamp i Las Vegas mod den forsvarende WBA-verdensmester Paulie Ayala, som året forinden var kåret som ”Fighter of the year” af boksebibelen ”The Ring Magazine”.
Johnny Bredahl boksede reelt sit livs kamp i flertallet af de 12 omgange. Men med en uheldig gulvtur i 2. omgang, hvor Bredahl ellers havde styret begivenhederne, og en lidt for forsigtig afslutning i de sidste omgange, kunne det godt forsvares, at Paulie Ayala officielt vandt på en kneben majority decision.
I ugerne efter kampen kritiserede Johnny Bredahl offentligt sin træner Kjeld Krogh. Den rutinerede mentor, som gjorde Johnny til både europa- og WBO-verdensmester, havde angiveligt opfordret sin bokser til at fortsætte som hidtil i de sidste omgange, da Johnny spurgte, om at han skulle satse hele butikken til sidst og plante fødderne for at aflevere hårdere træffere. Kampen i Las Vegas blev den sidste, hvor Johnny Bredahl blev sekunderet af Kjeld Krogh.
Der var givetvis ikke mange, der herefter troede, at Johnny Bredahl kunne erobre et af de tre største VM-bælter. Men drømmen og ambitionen forblev intakt.
Efter nederlaget til Paulie Ayala begyndte den evigt søgende Johnny Bredahl at inddrage alternative new age-fænomener for at klargøre og realisere sit mål. Han dyrkede blandt andet såkaldte indianske trommerejser og skiftede formelt navn efter at have stiftet bekendtskab med numerologi. Nogle vil sikkert kalde det tvivlsomme metoder, men det var højst sandsynligt sundere end det store forbrug af hash, som han i store dele af karrieren benyttede til at dulme livets belastninger med.
Tredje gang var lykkens gang
Tredje gang endte med at blive lykkens gang for Johnny Bredahl, som i 2002 en alder af 33 år fik en VM-kamp på hjemmebane.
Denne gang mod den nye regerende WBA-mester Eidy Moya, Venezuela, som havde knockoutet sig til VM-tronen ved at slå Adan Vargas i USA. Mogens Palle hyrede op til kampen den amerikanske træner Freddie Roach, som på daværende tidspunkt var godt på vej frem i hierarkiet, som en af de bedste trænere i verden. Johnny Bredahl forberedte sig i berømte Wild Card Boxing Club i Hollywood i Los Angeles under opsyn af Roach og dennes assistent Justin Fortune, som begge fik finjusteret Bredahls våben og færdigheder før den tredje og sandsynligvis sidste store VM-chance.
I en af de flotteste præstationer i en dansk boksering nogensinde udmanøvrerede og udboksede Johnny Bredahl den 19. april 2002 den venezuelanske verdensmester, inden han foran et eksalteret publikum i Falconér Salen med en knusende højrehånd traf Moyas kæbe og sendte sin modstander til drømmeland.
Tårerne pressede sig på hos den danske bokser og mange publikummer, da WBA’s præsident Gilberto Mendoza spændte VM-bæltet om livet på den nye mester, og følelsen af at være den første danske verdensmester i nyere tid må have været ubeskrivelig.
VM-titlen blev forsvaret tre gange: Mod Leo Gamez (Venezuela), David Guerault (Frankrig) og Nubuaki Naka (Japan). Et fjerde titelforsvar, mod mexicanske Julio Zarate, var programsat til samme stævne, hvor Mikkel Kessler blev verdensmester første gang i 2004, men titelforsvaret endte med at blive aflyst, da en håndskadeplaget Johnny Bredahl i stedet valgte at indstille karrieren i en alder af 36 år.
Det blev til en enkelt comebackkamp, en sejr over Alexander Fedorov i 2006, men det blev den uigenkaldeligt sidste boksekamp for Johnny Bredahl, der sluttede af med en kampstatistik på 56 sejre (26 før tid) og kun 2 nederlag.
Manglende opmærksomhed om triumfen
Det har været fremført, at Johnny Bredahl ikke var en egentlig publikumsmagnet. De imponerende seertal på TV 2 til EM-kampen mod Donnie Hood og VM-kampen mod José Quirino tidligt i karrieren tegner et lidt andet billede. Men ellers er det korrekt, at Bredahl senere i karrieren, ligesom mange andre boksere, havde overordentligt svært ved at konkurrere med Brian Nielsen, som i den grad var personligheden, der tiltrak sig publikums gunst som seermagnet.
Da Johnny Bredahl endelig erobrede den helt store VM-titel i 2002 med sejren over Eidy Moya, blev det modsat den første EM-triumf og titelkampen i Parken 10 år tidligere underligt nok ikke markeret med samme store opmærksomhed og interesse i de fleste medier. Det kan måske skyldes, at mainstream-publikum i nogle år havde fået sløret sanserne med de mange mindre titelkampe i obskure forbund som blandt andet IBO og IBC. Johnny Bredahl boksede selv en del af disse mindre titelkampe med nationalsange og laurbærkranse – og så var det pludselig svært for menigmand at skelne og forstå, at Danmark nu rent faktisk havde fået en rigtig verdensmester. Men også medierne svigtede. Helt bizart ignorerede DR eksempelvis i 2002 den enestående VM-bedrift, som end ikke blev nævnt i DR’s årlige sportskavalkade det år.
Det har også været fremført, at Johnny Bredahl med sin særlige personlighed, sit store ego og rapkæftede københavnerfacon ofte blev misforstået i offentligheden og opfattet som en arrogant type. Men folk, der kendte ham i de aktive år som bokser, omtaler ham som en hyggelig, morsom og dejlig person, der altid lavede meget sjov.
Sikkert er det, at Johnny Bredahl udover de store sportslige triumfer har mødt megen modgang gennem årene. Det startede med en hård opvækst i et arbejderhjem på Østerbro og et notorisk dårligt forhold til forældrene. En del af de flotte sportslige resultater blev opnået på trods af et omfattende hashmisbrug mellem kampene, som omtalt i biografien ”Kampen” af Lars Steen Pedersen. Først som voksen efter endt boksekarriere blev Johnny Bredahl diagnosticeret for ADHD, som han altså sandsynligvis har været født med og tumlet med hele livet uden at vide det. Læg dertil sønnen Kristoffers ubarmhjertige kamp mod muskelsvind, der i en tidlig alder låste ham til en kørestol.
Og så var der det forfærdelige overfald på Strøget på vej hjem fra en julefrokost i 2006. En episode, som udløste depression, posttraumatisk stresslidelse og som indledte den helt store nedtur på det personlige plan for Johnny og forvandlede ham fra en livsglad mand til et menneske, der i dag er ude i sit livs hårdeste kamp.
I den forbindelse er det sikkert en ringe trøst for hovedpersonen at tænke tilbage på de flotte sportslige meritter. Men det skal ikke afholde os fra at ønske tillykke og gøre vores til at genopfriske oplevelserne og styrke de sportslige minder, der knytter sig til en af de største danske sportsfolk gennem tiderne.
Af Alex Hermann og Thomas Andrew