Haris Dzindo (5-0, 3 KO) ser selvsagt meget frem til på næste lørdag, hvor han for sjette gang skal i ringen som professionel. Det sker ved Nordic Fight Night i Struer, hvor han møder en georgisk modstander. Her håber Dzindo, at han kan være med til at lave et så godt stævne, at Sauerland skruer op for stævneaktiviteten herhjemme.
“Det virker, som om Sauerland er stoppet med at satse på dansk boksning. Der er mange boksere, der har mistet deres kontrakt. Jeg håber, at vi kan lave et så fedt show, så de tænker sig om en ekstra gang,” siger Haris Dzindo til Vejle Amts Folkeblad.
Alle Dzindos hidtidige kampe er foregået på mindre stævner, og det er første gang, at hans kamp kan komme direkte på skærmen hjemme hos danskerne. Det er noget, der påvirker ham,
“Det er lidt stort. Men jeg tror først, at det går op for mig fredagen før, når vi skal vejes ind. Der har været aftener, hvor tanken om det pludselig ramte mig, og jeg simpelthen var nødt til at vente med at gå i seng, fordi jeg ikke kunne sove,” siger Haris Dzindo.
Foto: FotoTrine.