Efter to nederlag skulle Adam Bashanov (1-2, 0 KO) meget gerne vende tilbage til vinderrollen, når han den 25. august i Struer møder tjekkiske Petr Chmelik (3-4-1, 1 KO).
Bashanov har tabt sine seneste to kampe: I september på udebane i Stockholm i Sverige mod Hampus Henriksson efter en helt tæt kamp, og i marts, hvor tyske Nick Hannig satte ham godt og grundigt til vægs og stoppede ham i 6. omgang.
“Jeg har ikke været nede over nederlaget. Man kan ikke knække mig psykisk. Jeg har bokset 110 kampe som amatør og er aldrig blevet stoppet. Nu er det prøvet, og nu skal jeg videre,” siger Adam Bashanov ifølge en pressemeddelelse.
Den kommende modstander er da også på et andet niveau, og denne gang vil det være noget skuffende, hvis ikke Bashanov formår at hive sejren hjem. Petr Chmelik er en klassisk journeyman – omend en ganske fornuftig en af slagsen.
Adam Bashanov er opvokset i Struer, og han ser derfor frem til at bokse på hjemmebanen.
“Det er mega fedt at bokse i Struer, det var det også som amatør. Det kan også være svært at bokse i Struer, fordi forventninger skaber pres. Men denne gang lover jeg at leve op til forventningerne. I Struer har man respekt for et fighterhjerte, og jeg vil give alt, hvad jeg har for at vise, at jeg er tilbage,” siger han.
Foto: KGZ Fougstedt.