lørdag, 21. juni 2025

Bashanov: Passer mig fint med en højrefodsbokser

Adam Bashanov (1-2) skal næste lørdag tilbage på vinderspor, når han ved Nordic Fight Night i Struer møder tjekkiske Petr Chmelik (3-4-1). Efter to vanskelige opgaver, der begge er endt med nederlag, har den 25-årige dansker med rødder i Tjetjenien ikke råd til flere kiksere.
“Jeg skal møde en højrefodsbokser. Det passer mig fint. Jeg har aldrig haft problemer med højrefodsboksere. Jeg har trænet med flere, bl.a. Patrick Nielsen,” siger Adam Bashanov til Vejle Amts Folkeblad.
Adam Bashanov boksede 115 amatørkampe og vandt omkring 75. Han har kastet sig ud i et professionelt eventyr uden en fast aftale med nogen promotor, og han er derfor nødt til at sælge sig selv dyrt og levere underholdende kampe, hvis han vil blive ved med at komme på programmet.
“Jeg er fysisk stærk, og jeg vil vise, at jeg kan klare mig i professionel boksning. Det var fantastisk at have så mange fans, der kom primært for at se min kamp i Århus, og det er det samme i Struer. Det er mange militærvenner fra min tid i dragonerne i Holstebro,” siger Adam Bashanov.
Foto: KGZ Fougstedt

Seneste historier