Det blev desværre ikke denne gang, at en dansk herrebokser kunne få lov, at spænde et VM-bælte om livet. Oliver Zaren (19-1-1) måtte tidligt fredag morgen indkassere den professionelles første nederlag, da hans hjørne midtvejs i syvende omgang, kastede håndklædet i ringen. Dermed er Osleys Iglesias (16-0) forsat IBF- og IBO-verdensmester i supermellemvægt. Det officielle resultat lød på TKO i syvende omgang efter 1.31.
Osleys Iglesias (16-0) kontrollerede de første omgange bag sit jab. Oliver Zaren stod med venstre fod forrest og havde god succes med at bevæge sig til højre om cubaneren, hvorfra han fik sendt flere kontrastød afsted. Mod slutningen af anden omgang stødte de to boksere dog hovederne sammen, hvilket gav Zaren problemer med venstre øje.
Den cubanske verdensmester kom for det meste først med sin lange, hurtige højre hånd og holdt konstant Zaren beskæftiget med sit jab. Den danske udfordrer fik i glimt svaret godt igen, men havde svært ved at få de helt store og tunge træffere ind på Iglesias.
I sjette omgang begyndte det at bløde fra Zarens venstre øje, og det blev en særdeles hård omgang for danskeren. To gange måtte Zaren tage tælling efter venstretræffere fra Iglesias, der for alvor fik sat sit præg på kampen.
Inden syvende omgang blev Zarens øjenskade tilset af stævnelægen, men danskeren fik lov til at fortsætte. Det blev dog en kort omgang, hvor Iglesias fortsatte afstraffelsen. Til sidst valgte det danske hjørne at kaste håndklædet i ringen og dermed stoppe kampen for at skåne Zaren for yderligere medfart.

Vi vidste godt det ville blive op ad bakke, men Zaren klarede det faktisk bedre end jeg havde troet.
Jo jo, Iglesias vandt alle omgangene, men de første to omgange vandt han kun snævert, inden han begyndte at trække fra.
Og Zaren fik altså ramt ham godt og hårdt et par gange, så Iglesias nikkede/smilede anerkendende, og kunne ikke tage foden af gassen.
Kessler og jeg var dog enige om at Zaren sløsede med paraderne. Det er ok at lade den ene hånd hænge lidt, for at lokke modstanderen til at angribe, og dermed åbne sig for en kontra, men Iglesias angreb jo helt af sig selv.
Zaren leverede en mandfolkepræstation blot ved at gå i ringen med Iglesias, og hans boksning, og kampgejst, imponerede også de amerikanske kommentatorer. De fik også overbragt mig nyheden om at PAP er blevet dansk statsborger. Tilykke med det!!! 🤣