lørdag, 12. juli 2025

Zaren har imponeret – det skal han gøre igen…

Det er gået hurtigt i den rigtige retning for Oliver Zaren (16-0). Siden hjemkomsten, hvis man ellers kan kalde det det, for et års tid siden, har Zaren bokset fire kampe på dansk grund, og han har vist imponerende takter. I karrierens indledning for snart seks år siden så han relativt ordinær ud, men det seneste års tid har den 25-årige supermellemvægter hævet niveaet og ligner pludselig et godt bud på en kommende europamester.

Derfor er han selvfølgelig tvunget til at vinde, når han lørdag topper Primetime Boxings stævne på Hotel Crowne Plaza i København. Her debuterer han for sin nye promotor, når han møder Joseph Maigwisya (16-3) fra Tanzania i en kamp over 10 omgange. En kompetent modstander, som Oliver Zaren dog bør kunne besejre.

Maigwisya er en meget bevægelig bokser, men hans tekniske færdigheder virker temmelig ordinære. Hans defensiv er ikke prangende, og da Zaren har en klar fordel i højde og rækkevidde, vil han med sit lange højre jab kunne styre festen. Det bliver formentlig en opgave for ham at få skåret ringen af, så tanzanianeren ikke får held med en konstant flugt, men over en lang kamp på 10 omgange kommer det til at blive hedt for Joseph Maigwisya.

Oliver Zaren kommer til at vinde. Overbevisende. Spørgsmålet er, om den 26-årige afrikaner kan holde sig på benene i alle 10 omgange. Herfra lyder buddet, at det kan han ikke.

Pointsejre i vente

Yderligere fire Primetime-boksere skal i aktion og forsøge at tage næste skridt i karrieren. Melissa Mortensen (5-0) ligner den danske bokser, der står forrest i køen til en titelkamp, og hun kommer til at stå over for en modstander, der er frisk på et godt slagsmål. Halima Vunjabei (16-13-1) er en slugger, der går fremad og søger konfrontationen. Et jab ejer hun ikke, så i stedet indleder hun sine angreb med venstre-højre-kombinationer, hvis hun da ikke springer første halvdel over og sender slaghånden direkte på arbejde.

Hvis Melissa Mortensen kan undvige det indledende angreb, står døren åben for at slå kontra, og så bliver det en aften på danske præmisser, der ender med en tårnhøj pointsejr til Melissa Mortensen.

Pointsejre ligner også et plausibelt scenarie for de øvrige Primetime-boksere, som skal i aktion. Sværvægteren Gustav Thorsen (5-0) kommer til at stå over for en hårdfør polak i Jakup Sosinski (8-10-1), som for et halvt år siden viste, at han kan æde en øretæve. Morten Givskov gav ham i hvert fald masser af dem, men polakken åd dem alle sammen råt. Han måtte dog erkende, at han tabte stort på point, og de kan han meget vel gøre igen.

Selvom Sosinski siden mødet med Givskov to gange har tabt på tidlige knockouts, vil det være flot af Thorsen, hvis han kan gøre ham færdig før tid. Polakken er en tætbygget type, der kommer fremad i adstadigt tempo, så Thorsen skal have gang i sit jab, ligesom han skal være villig til at flytte sig, når den polske damptromle kommer fremad.

Faour kan vinde før tid

Ahmad El-Ahmad (8-0) ejer stort set ingen power, og derfor er en pointsejr pr. definition sandsynligt, når han går i ringen mod en modstander, der hverken har hans hurtighed eller tekniske færdigheder. Og sådan en modstander er italienske Leonardo Faretina (8-6-1), som aldrig selv er blevet stoppet. Italieneren virker hurtig og arbejdsom, men alt andet end en dansk pointsejr vil være en overraskelse.

19-årige Elias Faour (2-0) kan måske blive den Primetime-bokser, der afgør en af undercard-kampene før tid. Han er en meget talentfuld bokser, som måske kunne have haft glæde af et par sæsoner mere som amatør for at få noget mere erfaring og noget mere fysik på kroppen. Men nu er han blevet professionel, og han skal stå over for Ilie Munteanu (1-5-1) fra Moldova. Han var for et halvt år siden en tur i Jylland, hvor han noget overraskende – og noget skuffende – formåede at bokse uafgjort mod Michael Nielsen i en kamp, hvor mange iagttagere kaldte danskeren heldig med afgørelsen.

En søgning på nettet afslører, at moldoveren er aktiv inden for flere forskellige kampsportsgrene, men i professionel boksning er den store succes udeblevet. Elias Faour kommer til at vinde klart, og det kan meget vel blive før tid.

Publikum på Hotel Crowne Plaza vil få yderligere to professionelle kampe at fornøje sig med. Maher Khatib fra Hornslet debuterer som professionel, og han kommer på en vanskelig opgave mod den ubesejrede nordmand Sayed Kazemi (4-0). Nordmanden er en velskolet højrefodsbokser, der har flere sejre over Frederik Lundgaard Jensen på amatør-cv’et. Derfor må nordmanden påtage sig favoritrollen.

Svenske Mohammed Al Maliki (3-2) har ikke mistet modet trods to nederlag, og han skal denne gang i ringen mod en særdeles aktiv herre i form af Bazargur Jugder (16-42-4) fra Mongoliet. Jugder, der er bosiddende i Slovakiet, debuterede for mindre end fem år siden, men har allerede bokset 62 kampe. Alene i fjor var han i ringen 21 gange, og det ender i de fleste tilfælde med et nederlag point. Sådan kan det også meget vel gå denne gang.

Stævnet begynder klokken 18, og det kan følges på Pluto TV samt på Sport Live.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier