22-årige Thorbjørn Boudigaard debuterer senere på måneden som professionel bokser. Det sker ved Bettina Palles stævne i Royal Arena den 26. maj, hvor cruiservægteren fra Skive for første gang smider trøjen og bokser med bar overkrop.
I sin professionelle debut møder Boudigaard lidt usædvanligt en landsmand. I den modsatte ringhjørne står nemlig 23-årige Hamza Hussein (2-0). Han har bokset otte amatørkampe og to professionelle kampe og vundet den alle.
“Det har altid været en drøm for mig at blive professionel. Min boksestil passer bedre til professionel boksning, og jeg har bedre mulighed for at nå rigtig langt som professionel. Jeg har et godt overblik, og jeg bokser godt på kontraen, men jeg er også god til at være ’first-mover’. Jeg slår hårdt, og så bokser jeg publikumsvenligt. Jeg er ikke bange for at gå ind i dueller, hvor det bliver varmt,” siger Thorbjørn Boudigaard ifølge en pressemeddelelse.
Begge Hamza Husseins professionelle kampe er bokset i Tyskland, og de er begge vundet på point.
“Jeg tager de kampe, der kommer, og det har jeg altid gjort. Jeg træner hårdt og er fokuseret. Jeg har aldrig fokuseret for meget på, hvordan mine modstandere bokser. Jeg er bare typen, der går ind og gør mit arbejde i ringen,” siger Hamza Hussein.