Dina Thorslund (21-0) fik den ventede sejr, da hun lørdag aften i Royal Arena forsvarede sine VM-titler hos WBC og WBO ved at besejre spanske Mary Romero (9-5). Den danske verdensmester var sin modstander overlegen og stoppede hende i 8. omgang.
Dina Thorslund pressede fra start Mary Romero, men var i kampens indledning måske for ivrig for at komme ind og aflevere hårde slag hele tiden.
Mary Romero havde taget kampen med meget kort varsel og det skal hun have respekt for. Det stod dog meget hurtigt klart, at hun ikke havde værktøjerne til at gøre noget ved Dina Thorslunds hårde presboksning, og lignede mere og mere en, som ville være tilfreds med at gå tiden ud.
I 8.omgang kom kampens afgørelse, da Dina Thorslund rent ramte Mary Romero med et højre uppercut. Romero vendte ryggen til og havde ikke lyst til mere, og derfor stoppede kampleder Stephane Nicolo kampen efter 1.26.
At kampen var meget ensidig kunne ses på de tre dommeres scorecards som efter 7.omgang havde 2 x 70-63 mens en enkelt dommer havde fundet plads til at give Mary Romero en enkelt omgang og havde derfor 69-64.