mandag, 12. januar 2026

Thorslund øjner karrierestop

Året vi går ind i, kan meget vel være det sidste år, hvor Dina Thorslund kan kalde sig for professionel bokser.

“Jeg har planer om, at 2026 skal være mit sidste bokseår. Hvis min plan lykkes med at få de kampe, jeg gerne vil i 2026, så kan jeg stoppe på toppen” fortæller Dina Thorslund i et interview med TV MIDTVEST

2025 så ellers endelig ud til at være året, hvor Dina Thorslund skulle få mulighed for at samle bælterne i sin vægtklasse. En positiv graviditetstest satte dog en stopper for dette, og hun måtte derfor afgive sin titler. Senere viste det sig desværre at graviditeten endte i en ufrivillig abort, og nu havde hun mistet noget endnu større.

“2025 har været en kæmpe rutsjebanetur for mit vedkommende, for det skulle have været mit største bokseår nogensinde, men jeg endte helt uden kampe. Jeg følte, det var så uretfærdigt, for nu havde jeg både mistet mine bælter og mit barn” fortæller hun.

Nu er blikket rettet ind mod lørdag den 31. januar, hvor Dina Thorslund kan tage første stik hen imod at blive verdensmester igen. Her vender hun tilbage til ringen mod brasilianske Lila Furtado (11-3) i en kamp om WBC’s interim titel i fjervægt. Dina Thorslund har tidligere været verdensmester i bantamvægt og superbantamvægt, og målet er at vinde titlerne i bantamvægt tilbage samt at gå efter titlerne i en tredje vægtklasse.

“Kan jeg få mine bælter og kan jeg få et verdensmesterskab i en tredje vægtklasse, så føler jeg ikke, jeg behøver bevise mere. Jeg er 32 år nu, og min mand og jeg har også andre planer for vores liv, end at jeg skal bokse” lyder det fra Dina Thorslund.

Intet er dog helt definitivt, og Dina Thorslund åbner da også selv op for at det kan komme på tale med kampe ind i 2027, da hun bliver spurgt til hvor sikker hun er på at det slutter i 2026.

“90 procent sikker, vil jeg sige. Hvis der kommer en kamp i januar eller februar 2027, så tager jeg nok også den, men jeg vil gerne have, at 2026 bliver det sidste” slutter hun.



LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier