Om en uge debuterer Gustav Thorsen som professionel bokser. Det sker i forbindelse med Herlev Fight Night, hvor Thorsen skal i ringen mod en 28-årig georgier med 14 professionelle kampe på rekordlisten.
Giorgi Tamazashvili er navnet på modstanderen, hvis rekordliste tæller 3 sejre, 10 nederlag samt en enkelt uafgjort kamp. En af sejrene kom, da han i 2019 stoppede Rasul Alautdinov (i dag 7-1) i 1. omgang – et resultat som i mellemtiden er blevet revancheret.
Georgieren bliver ofte stoppet før tid, og ganske mange gange er det endda sket i 1. omgang. Han ligner derfor en modstander, som bør kunne sikre Gustav Thorsen en fin entre til de professionelle rækker.