Det blev til en lærerig, men alligevel overbevisende sejr, da Melissa Mortensen (5-0) for første gang var ude på otte omgange mod Svitlana Vasylevska (4-8) fra Ukraine. I sidste omgang lykkedes det danskeren at stoppe sin modstander og sikre sig karrierens tredje sejr før tid.
Melissa Mortensen stod over for en lille ukrainer, der hurtigt beviste, at hun er bedre, end de negative cifre på rekordlisten kunne antyde. Vasylevska ville gerne ind på halvdistancen, og det stod hurtigt klart for danskeren, at det var et sted, hvor hun til gengæld burde holde sig væk.
Det gjorde hun bedre i 2. omgang, og det bekom Melissa Mortensen vel. Fra afstand var hun den bedste bokser, men når de to kom for tæt på hinanden, slog ukraineren et farligt venstre hook, som i lidt for mange tilfælde nåede frem til sit mål.
Det tog nogle omgange, inden Melissa Mortensen havde fundet den helt rigtige afstand. Men det blev bedre, som tiden gik, og i 5. omgang var der for første gang stor niveaumæssig forskel at spore. Ukraineren blev rystet af et venstre hook, og i resten af omgangen handlede det for Vasylevska om at undgå alt for mange øretæver.
Igen i den efterfølgende omgang blev ukraineren hårdt ramt af et dansk kryds, og hun virkede rystet. Hun kom dog igennem omgangen, men det stod efterhånden klart, at det alene var et spørgsmål om, hvorvidt Vasylevska var i stand til at gå tiden ud.
Det var hun ikke. I sidste omgang blev ukraineren igen sendt mod tovene og ramt af adskillige rene træffere, og det fik kampleder Lars Jepsen til at skride ind og afbryde opgøret.
Ukraineren var en hård banan. Selv om du skriver at det til sidst mest handlede om ikke at få for mange øretæver, så var hun hele tiden parat, og Melissa måtte passe på, og arbejde for sejren.
Flot at Melissa kunne stoppe hende til sidst!