Spændende kamp – men er det nødvendigt at spille modstanderen fri foran mål…?

Der var spænding og intensitet for alle pengene, da Oliver Meng (11-0) fredag aften sikrede sig WBA’s continentale titel med en pointsejr over italienske Khalil El Harraz (15-4-1). Det var godt for publikum i Royal Arena, som dermed fik fuld valuta for pengene. Mindre godt er det til gengæld, når man ser nærmere på, hvorfor kampen blev så hård og jævnbyrdig, for det skyldtes ikke, at italieneren var en lige så god bokser som Oliver Meng.

Havde Oliver Meng været fodboldspiller, havde opgøret givet minder om gode, gamle Jesper Olsen. Oliver Meng lod nemlig kampen foregå på italienerens præmisser i en sådan grad, at man godt kan beskylde ham for at spille sin modstander fri foran mål.

Khalil El Harraz er en lille og tæt fyr, der bokser aggressivt og er særligt farlig, hvis han formår at lokke sin modstander i infight. Og det var præcis, hvad han formåede at lokke Oliver Meng til. Den 23-årige dansker fik på intet tidspunkt gang i de eksplosive serier, som kendetegnede ham i karrierens indledning, og i stedet satsede han meget på enkeltstød, gerne et højre hook, når italieneren kom fremad. Det ramte som oftest, men derefter endte bokserne i infight, og det var absolut ikke til Mengs fordel.

Oliver Meng burde med sin længere rækkevidde og hurtighed kunne overbevise langt mere mod Khalil El Harraz, men den helt oplagte taktik med et par hurtige kombinationer og masser af bevægelse fungerede ikke for danskeren, som i stedet måtte slås meget hårdere end nødvendigt for at få sejren og bæltet med hjem til Gedser.

Den danske sejr var i orden, selvom opgøret var tæt. At en finsk dommer tilsyneladende ikke lod sig distrahere af, hvad der foregik i ringen, da han udfyldte sin dommerseddel med cifrene 118-111 til Oliver Meng, var håbløst, mens de to resterende dommere med uafgjort 114-114 og 116-112 til Oliver Meng var mere inden for skiven.

Idrissi var aftenens bedste

Aftenens helt store bokseoplevelse kom allerede under forretten, da Elias Idrissi i den ene af stævnets fem amatørkampe udboksede amerikanske Walter Sarnoi. Idrissi er en teknisk boksebegavelse af de større, og selvom Sarnoi har erfaring fra flere end 100 amatørkampe og 29 professionelle kampe, blev han sat effektivt på plads af 20-årige Idrissi, der udboksede ham efter alle kunstens regler. Sarnoi var heldig med kun at blive talt over en enkelt gang, og havde det været i professionelt regi med tyndere handsker på hænderne, at de to stod over for hinanden, ville amerikaneren næppe have formået at gå tiden ud.

Den direkte modsætning – en kæmpe skuffelse – opstod, da Enock Poulsen (13-0) besejrede georgiske Nika Iudovi (4-7) på mindre end halvandet minut. At Iudovi ikke har et boksemæssigt niveau, der gør ham berettiget til at være i samme  ring som Enock Poulsen, vidste de fleste på forhånd, men at han heller ikke havde mod eller hjerte til andet end at lade sig tælle ud, da bokserne stødte hovederne sammen, er skuffende. Slås dog i det mindste for det!

Enock Poulsen har, siden han vandt EM-titlen for 13 måneder siden, været ekstremt uheldig. Et planlagt forsvar af titlen blev udskudt en håndfuld gange, inden Poulsen til sidst gav op og smed bæltet. Med den noget pauvre indsats fra Iudovi fortsatte uheldet, for nu formåede Enock Poulsen ikke engang at få banket sin ringrust ud af kroppen. Turen op i ringen tjente derfor intet andet formål, end at Enock Poulsen nu igen er stemplet som ”aktiv”.

På et punkt var Enock Poulsen alligevel en lille smule heldig. Kamplederen opfattede i situationen ikke, at det ikke var et slag, men derimod et sammenstød med hovederne, der førte til, at georgieren gik i gulvet, og det var derfor ikke en reel knockdown, der førte til tællingen, som førte til knockouten. Begge boksere blev belønnet med en bule efter sammenstødet med hovederne, og hvis lægen i den situation havde vurderet, at de ikke kunne fortsætte på grund af et hændeligt sammenstød, ville kampen være endt som teknisk uafgjort. Det ville have været ekstremt bittert – plus moms.

Svær opgave at finde en kamp

Sarah Mahfoud (13-1) hentede sin forventelige pointsejr mod italienske Veronica Tosi (4-2), som langt fra var så dårlig en modstander, som mange ellers havde forsøgt at gøre hende til. Italieneren havde op til kampen været ret nervøs og benovet over omgivelserne, der i Royal Arena var større, end hun har været vant til. Den nervøsitet tog hun muligvis med sig op i ringen, for i kampens første halvdel var Mahfoud meget overlegen, mens Tosi kom bedre med og leverede fin modstand i kampens anden halvdel. Desværre er Mahfoud ikke i besiddelse af ret meget slagkraft, og selvom mængden af træffere, hun fik sat ind på Veronica Tosi, oversteg antallet af gange, hvor ringannouncer Jan Børjesson mindede tilskuerne om, at de befandt sig i Royal Arena, lignede italieneren aldrig en bokser, der for alvor var tæt på at blive stoppet.

Hvad fremtiden bringer for den 33-årige dansker, er uvis. Alle VM-bælterne sidder om livet på Amanda Serrano, og der bliver de siddende til den dag, hun frivilligt vælger at opgive dem for at gå op i vægt. Mange boksere sidder derfor og lurepasser og krydser fingre for, at der i nærmeste fremtid bliver en stribe bælter ledige. Så længe det står på, bliver det en svær opgave for Bettina Palle at lande en stor og interessant kamp til sin bokser.

Fin underholdning

Undercardet var præget af kampe, der i højere grad gav underholdning end tro på kommende verdensmestre. Hamza Hussein (3-0) viste fine takter mod Thorbjørn Boudigaard (0-1) i en medrivende kamp, hvor profdebutanten fra Skive undervejs fik varmet ørerne, men viste stort fighterhjerte og fik slået helt fast, at han i hvert fald ikke er pjevset. Det er Tobias Sørig (5-1) heller ikke, for han leverede den professionelle karrieres vel nok bedste kamp, da han tværede ungarske Tamas Kozma (6-10-3). Det er utroligt, hvad en pause på næsten seks år kan føre til.

Knap så godt gik det for Jacob Porsgaard (6-1), som måtte se sig besejret af Luca Di Loreto (5-1-1). Den italienske pointsejr burde være uden for enhver diskussion, men havde det ikke været for en tælling over danskeren i sidste omgang, var det endt med et uafgjort resultat, som havde været noget vanskeligt at forklare.

De tre kampe fik næppe nogle af de tilstedeværende i Royal Arena til at tro, at dansk boksnings fremtid nu er sikret. Til gengæld leverede bokserne ganske seværdige kampe.

Den eneste forkamp, som ikke kan klemmes ind under den kategori, er Mathias Hansens (1-0) pointsejr over Eduardo Sacramento de Silveira (1-3). Den kamp blev ret grim, men det kunne have hjulpet en del, hvis kamplederen hurtigere og mere konsekvent havde skilt bokserne ad. I stedet blev det til mere brydning end boksning i fire omgange, hvor brasilianeren gjorde en ihærdig indsats for at undgå mest mulig kamp.

Næste stævne er planlagt

Jo, Royal Arena er en hamrende flot arena, og måden, hvorpå den var sat op, gjorde den fin til boksning. Ringen var placeret i arenaens ende ende, så tilskuerne på tre af ringens fire sider kunne sidde på tribuner og dermed være hævet over ringen. Med et par tusinde tilskuere på lægterne, lykkedes det også at få folk inden for dørene.

Bettina Palle har annonceret næste stævne til den 7. oktober i samme arena. At Kem Ljungquist samtidig holder stævne blot en times kørsel derfra i Næstved, må vi åbenbart leve med, så boksefansene må vælge, hvilket stævne de vil følge. Palle har endnu ikke annonceret, hvem der skal øverst på plakaten i oktober, men da Royal Arena ikke kan være en attraktion i sig selv – i hvert fald ikke igen – må det igen bliver Oliver Meng, Enock Poulsen og Sarah Mahfoud, som trækker læsset.