Tyske Nina Meinke (12-2) ser meget frem til den 7. januar, hvor hun får chancen for at blive verdensmester. Det sker i Brøndby Hallen, hvor hun møder Sarah Mahfoud (10-0) i en kamp om dennes IBF-titel i fjervægt, og tyskeren er ikke i tvivl om, at VM-bæltet kommer til at skifte ejer efter opgøret.
”Jeg vil besejre verdensmesteren, også selvom det er en udekamp, og helt sikkert tage titlen med hjem til Tyskland. Det er på tide, at tysk boksning får flere kvindelige verdensmestre,” siger Nina Meinke ifølge en pressemeddelelse.
Nina Meinke har tidligere været EBU-mester i fjervægt, men nu går hun altså skridtet videre og sigter efter en VM-titel. Det har taget lidt tid at få kampen forhandlet på plads, men tyskeren er glad for, at det langt om længe er lykkedes. Faktisk tror hun på, at den lange ventetid kan være en fordel for hende selv.
”Det har været en lang ventetid, især i en tid med corona, men nu er VM-kampen endelig på plads. Heldigvis har jeg haft mulighed for endnu et par kampe, og da Mahfoud kun har bokset én gang på to år, ser jeg det som en fordel for mig,” siger hun.
Nina Meinke har været i ringen tre gange, siden coronaen gjorde sit indtog, mens Sarah Mahfoud ikke har bokset siden februar 2020.