Oliver Meng (10-0) må påtage sig favoritrollen, når han den 26. maj møder italienske Khalil El Harraz (15-3-1) i en kamp om WBA’s continentale titel i letmellemvægt. Italieneren er dog fuld af selvtillid, og han garanterer, at han kommer til København med det formål at vinde.
“Jeg synes, han er en rigtig god fighter. Han har mange kvaliteter, men jeg kommer ikke for bare at tage mine penge og gå hjem. Jeg kommer for at give et stort show, og min ambition er – som så mange andre boksere – at blive verdensmester,” siger Khalil El Harraz til Lolland Falster Folketidende.
Khalil El Harraz er en bokser, som med et vedvarende pres forsøger at tage luften ud af sin modstander. Han er ikke den store puncher, og en sejr til ham mod Meng vil trods alt være en overraskelse. At danskeren er højere rangeret på BoxRec’s computerliste, tager han ikke så tungt.
“Jeg har aldrig kigget på bokseres rangering, men de må jo tro, at Oliver Meng kan slå mig, ellers var jeg ikke blevet valgt til denne kamp,” siger han.