Ditlev Rossing (15-1) håber, at han i næste måned kan vende tilbage til bokseringen.
Juledag arrangerer BK Nordsalling traditionen tro stævne i Durup, og der bliver arbejdet på, at stævnet kan blive suppleret med en professionel kamp. Det skriver Skive Folkeblad.
Det kan i givet fald blive Ditlev Rossing, der i så fald vil vende tilbage til sin hjemegn. BK Nordsalling oplyser, at stævne vil indeholde 2-3 professionelle kampe.
Også i fjor var der en profkamp på programmet ved julestævnet, da Danny Jensen debuterede.
Ditlev Rossing var senest i ringen i februar, hvor han led profkarrierens hidtil eneste nederlag. Ved den lejlighed blev han stoppet af ukrainske Viktor Trush.
Det vil være godt, hvis Ditlev Rossing kan få en kamp på stævnet, men jeg skulle hilse og sige, at med en stævnedato den 25. december er der nogle store logistiske udfordringer, som skal overvindes.
Det er svært at bede en modstander komme dagen i forvejen, for hvem gider sidde juleaften og glo på et hotel i Skive? Modstanderen er altså nødt til at ankomme på selve dagen, men stævnet foregår om eftermiddagen, og der lander stort set ingen fly i Billund julemorgen (der er for langt fra København til, at man kan nå at køre til Durup og være fremme til stævnestart). Så det vil formentlig være nødvendigt med en modstander, der kan køre hertil i bil.
Hvordan finder man sådan en modstander? Og hvis man finder ham, står han i en temmelig gunstig forhandlingsposition (og i de tunge vægtklasser er det i forvejen ikke helt billigt at finde en modstander).
Sidste år boksede Danny Jensen mod Petr Docekal fra Tjekkiet ved BK Nordsallings julestævne. Docekal satte sig i sin bil juleaften klokken 22 for at køre fra sit hjem i Teplice i det nordlige Tjekkiet til Durup. En tur, der ifølge Google Maps er 970 kilometer og tager mere end 10 timer at køre. Hvor mange gider det?
Jeg håber, det lykkes, og jeg tager hatten af for BK Nordsalling og Ditlev Rossing, hvis de når i mål. Men jeg tror, det bliver svært at finde en modstander.
Findes der ikke en jysk cruiser der vil have Ditlevs skalp? Han så plukkemoden ud sidste gang.
Hvad med Pain Train?