Ditlev Rossing (14-0) kommer til at stå over for masser af rutine, når han den 1. oktober bokser sin første kamp i to et halvt år.
Modstanderen bliver den 44-årige venezuelaner Gusmyr Perdomo (28-13), som undervejs i karrieren har mødt adskillige boksere fra verdenseliten. Herhjemme er han bedst kendt for i 2009 at have bokset VM-kamp mod Mikkel Kessler, der uden nævneværdige problemer stoppede Perdomo i 4. omgang i en kamp i Herning.
I 2014 var Perdomo igen i Danmark, hvor han tabte på point til Micki Nielsen. Han er en bokser, der er i sin karrieres efterår, og han har definitivt ikke samme niveau, som da han var i ringen mod Mikkel Kessler. Hans rutine gør dog forhåbentlig, at han kan være i stand til at give Rossing nogle omgange efter den lange pause.
Gusmyr Perdomo blev fredag aften stoppet af Veljko Raznatovic (søn af den serbiske krigsforbryder Zeljko “Arkan” Raznatovic), så TK må højst sandsynligt på jagt efter en ny modstander til Ditlev Rossing.