Sofie Rosshaug (1-0) slap godt fra sin professionelle debut, da hun lørdag aften pointbesejrede italienske Evelin Camporeale (3-8-1). Kampen var den eneste professionelle af sin art ved Gilleleje Fight Night, og den bød på en sikker dansk sejr efter de fire omgange.
Det var en aggressiv italiener, der lagde fra land. Camporeale tog initiativet og havde flere gange i 1. omgang helt med at placere sin lige højre i smasken på den unge dansker, som dog alligevel fik de fleste træffere ind. Både højre krydset og flere dybe træffere sad på italieneren og sikrede danske point.
Sofie Rosshaug er en teknisk dygtig bokser, og selvom italieneren fortsat gik fremad og søgte kampen, var det danskeren, der dominerede. Rosshaugs venstre jab fandt sin vej og blev fulgt godt op og efterlod ikke nogen tvivl om, hvem der var bedst af de to.
Som kampen skred frem, mistede italieneren mere og mere af luften, og mod slutningen var det Sofie Rosshaug, der var altdominerende og stort set udboksede Camporeale, som dog kæmpede til sidste gonggong.
Kampleder Jan Christensen scorede kampen 40-36 til Sofie Rosshaug.