Sofie Rosshaug (1-0) skal i ringen til sin anden kamp som professionel, når Bettina Palle den 12. oktober holder stævne i Royal Arena i København.
Rosshaug har bokset en enkelt profkamp, som fandt sted, da hun i januar pointbesejrede en italiensk modstander på hjemmebanen i Gilleleje. I den mellemliggende forsøgte hun – desværre uden held – at kvalificere sig til det netop overståede OL, men selvom hun har ambitioner om at deltage ved legene om fire år, vil hun sideløbende bokse som professionel.
Nu venter altså hendes anden optræden som professionel.
“Publikum kan forvente en kamp med masser af intensitet og action. Jeg går altid ind for at give et godt show og levere mit allerbedste. Jeg har trænet hårdt for at være klar, så jeg kommer for at vinde – og måske endda med et brag, hvis alt går, som det skal,” siger Sofie Rosshaug ifølge en pressemeddelelse.
Den 20-årige fluevægter har bokset 70 amatørkampe. Hun har blandt andet vundet sølv ved U19-VM, bronze ved U19-EM og guld ved de nordiske mesterskaber for U19-boksere.
Sarah Mahfoud (14-2) bokser hovedkamp ved stævnet i Royal Arena, hvor også Hamza Hussein (7-0), Mathias Hansen (5-0) og Victor Ramon (3-0) skal i ringen.