Det er i disse dage godt at være manden bag Primetime Boxing. Først blev det meldt ud, at man i samarbejde med Gold Star Promotions havde haft musklerne til, at kunne forhandle en aftale på plads med amerikanske Top Rank omkring kampen om det ledige WBO-bælte mellem Jacob Bank (20-0, 11 KOs) og Janibek Alimkhanuly (17-0, 12 KOs), Fredag kunne man så melde ud, at kampen skal bokses lørdag den 23. januar i Forum Horsens.
Det er indtil videre en form for kulmination for den relativt unge Primetime Boxing, at man på dette stadie kan få sådan en kamp til Danmark.
“At det er lykkedes os sammen med Gold Star Promotions at bringe en VM-kamp af denne kaliber til Danmark, er en kæmpe milepæl – ikke kun for Primetime Boxing, men for dansk professionel boksning.” lyder det fra Primetime Boxing på Facebook.
Interessen rækker samtidig langt ud over landets grænser. Kampen har også vakt opsigt internationalt, og det er naturligvis noget, der vækker stolthed hos den danske promotor.
“Vi er utrolig stolte over, at det ikke længere kun er vores danske stævner og boksere, der skaber interesse herhjemme. Udviklingen i Primetime Boxing bliver også bemærket langt uden for Danmarks grænser” fortæller Primetime Boxing.
Udover denne store kamp i Danmark, har Primetime haft Melissa Mortensen i USA, hvor hun efter en tæt, hård og jævnbyrdig kamp besejrede mexicanske Mayelli Flores og sikrede sig WBA-titlen. Oliver Zaren har også været i aktion på den store scene, hvor han har bokset om både EM-titlen samt IBF- og IBO-titlerne i supermellemvægt.
