Ditlev Rossing (18-1) bør hente endnu en sejr, når han om to uger bokser sin næste kamp.
Ved Danish Boxing Promotions stævne i Vejle skal Rossing i ringen mod den 40-årige polak Dariusz Skop (6-7), og det er et opgør, der bør ende med en overbevisende dansk sejr.
Polakken vandt sine første seks profkampe – den seneste for ni et halvt år siden – og siden har han været lidt omkring for at agere modstander. I denne periode har han blandt andet været en tur i Norge for at blive besejret af Kevin Melhus.
Rasmus Mikkelsen (3-0), Enock Mbilizi (3-0), Nikki Møller Nielsen (2-1) og Thorbjørn Boudigaard (6-2) er de øvrige danske boksere, der skal i aktion ved stævnet.

