Sværvægteren Nikolay Piddubnyy (3-0) har gjort kort proces i alle sine tre kampe som professionel, men meget tyder på, at han i fjerde forsøg endelig kan komme til at gå nogle omgange.
Ved Bettina Palles stævne den 22. november i Aalborg skal Piddubnyy i ringen mod franskmanden Charly Masiya Mbuyi (4-5).
Franske boksere bliver traditionelt matchet hårdt og lader sig ikke gå på af, at rekordlisten får en rød plet eller to. Det er også tilfældet for Mbuyi, hvis rekordliste primært indeholder kampe mod jævnbyrdige landsmænd. Han ligner dermed en klart mere solid bokser end dem, som Piddybnyy hidtil har mødt.
Ved stævnet i Aalborg skal Frederik Lundgaard Jensen (3-0), Kasper Bertelsen (1-0) samt profdebutanten Bone Andersen ligeledes i ringen.

