Promotor Bettina Palle og Enock Poulsen (12-0) er stærkt utilfredse med, at den danske EBU-mester alligevel ikke kommer til at forsvare sin EM-titel den 4. februar kod Franck Petitjean (23-6-3). Franskmændene har for fjerde gang skubbet datoen for kampen, og det vækker stor frustration i den danske lejr.
“Nu har vi fået besked på, at kampen kan blive bokset enten 18. eller 25. marts. Det er håbløst hele tiden at flytte kampen, fordi det også påvirker Enocks forberedelser,” siger Bettina Palle til Ekstra Bladet.
Palle har derfor tænkt sig at sende en officiel klage til EBU – en klage, hun dog ikke har de store forventninger til.
“Jeg har på forhånd ikke de store forhåbninger om, at EBU ser vores vej. Men jeg synes, vi er forpligtede til at klage, når en kamp for fjerde gang får ny kampdato,” siger Bettina Palle.
Enock Poulsen var godt i gang med forberedelserne til EM-kampen, hvor han sparrede med svenske Anthony Yigit.