mandag, 7. juli 2025

På papiret er opgaven mindre hård – men den er mindst lige så vigtig…

På papiret er modstanderen mindre hård, men vigtigheden er mindst lige så stor, som senest Kem Ljungquist (17-0) var i ringen. Fredag aften møder han svenske Awadh Tamim (16-9) på hjemmebanen i Nykøbing Falster, og det er en kamp, som for enhver pris skal vindes, hvis danskeren fortsat skal have ambitioner om en stor kamp.

Sejren for to måneder siden over Marios Kollias skabte debat – primært på svensk – men den har under alle omstændigheder rykket Kem Ljungquist op blandt de 30 bedste i verden på BoxRec’s computerrangliste. Det er en placering, der skaber interesse, og Ljungquist har fået flere følere fra det store udland, hvor boksere i toppen af sværvægtsklassen gerne ser ham stå i det modsatte hjørne. Det er kampe, der både kan indeholde en sportslig chance og en stor økonomisk gevinst for danskeren, men skal den drøm bevares, er der ikke råd til at snuble, når han fredag aften for anden gang i træk går i ringen mod en svensker.

Mod Tamim får Kem Ljungquist endnu engang æren af en fysisk stærk svensker, som ikke bokser afventende, men som vil være klar til at søge kampen med den højere dansker. Ljungquist får derfor brug for sit jab og sine hooks, inden svenskeren kommer for tæt på, ligesom han sikkert igen får godt brug for at holde, når Tamim kommer tæt på i infight. Derfor vil det ikke være overraskende, hvis kampbilledet kommer til at minde om Ljungquists kamp mod Marios Kollias i marts, hvor den fysisk stærke og aggressive svensker kæmpede for at komme tæt på, men hvor han blev mødt af danske jabs og hooks – og blev holdt, når han kom for tæt på.

Awadh Tamim er dog næppe lige så god som Kollias. Han er under alle omstændigheder ikke lige så hurtig, og derfor vil Ljungquist formentlig have scoret point med både jabs og hooks, mens svenskeren nærmer sig – og inden han får danskeren inden for rækkevidde, bør Ljungquist kunne nå at flytte sig til siden, så de store diskussioner om, at han er lidt for flittig til at holde, ikke behøver blive gentaget.

Svenskeren er blevet 40 år, og han har tabt sine seneste fire kampe – de tre før tid. Det er dog ikke ensbetydende med, at Ljungquist bør blive den næste i rækken til at stoppe ham, for selvom danskeren har stoppet mere end halvdelen af sine modstandere, er han ikke nogen stor powerpuncher. En dansk knockout-sejr vil være ganske flot, men en pointsejr efter otte omgange er nok det mest realistiske udfald.

Næste skridt for fremtidens håb

Det er ubetinget Kem Ljungquist, der trækker det store læs ved Rngsde Promotions stævne i Nykøbing Falster. Han er hovedkæmper og medarrangør, og det er ham, der skal lokke sponsorer og tilskuere til, mens de øvrige boksere bliver bygget op i skyggen, indtil de er store nok til at kunne stå på egne ben. Der går endnu et stykke tid, inden det er muligt, men stalden indeholder et par talentfulde boksere, som med nogle flere kampe på listen kan bliev hovedkæmpere.

Den mest interessante er Elias Idrissi (3-0), som denne gang møder georgiske Irakli Shariashvili (9-14-1). En klassisk georgisk journeyman, som kommer til at være næste skridt for Idrissi på vejen fremad, men som ikke kommer til at kunne give noget endegyldigt svar på, om danskeren har mulighederne for at nå den europæiske top. Det kræver langt flere kampe og bedre modstandere, inden der kan gives noget svar på det.

Det samme kan siges om Ahmad El Ahmad (4-0), som efter et sent afbud har fået ny modstander i form af Rafail Melnyk (3-6). Han er en meget bevægelig journeyman, som ikke har særligt gode parader, men som forsøger at undvige ved at flytte sig hurtigt på benene og overkroppen. Det har han hidtil haft blandet succes med, og mod Ahmed El Ahmad kommer han op mod en bokser, der formentlig er hurtigere og under alle omstændigheder langt mere talentuld end ham selv. Det bør ende i en overbevisende dansk sejr, og spørgsmålet bliver, om danskeren kan gøre det færdigt før tid.

Ærgerlig erstatningsmodstander

Den tvivl opstår næppe, når Gustav Thorsen (2-0) møder ungarske Andras Csomor (18-38-2). Ungareren er indkaldt efter et sent afbud fra den modstander, der oprindeligt var udset til at være i ringen mod Thorsen, og det vil være overraskende, hvis han kommer til at yde den helt store modstand. Det er syv et halvt år og 22 kampe siden, at Csomor senest har været i ringen, uden at det er endt med et nederlag, og når han taber, sker det som udgangspunkt, uden at sidedommerne behøver komme på arbejde.

Gustav Thorsen har haft lette modstandere i sine to hidtidige kampe, og derfor kunne man ønske sig en modstander, der kunne presse ham. Med et sent afbud, måtte promotoren tage, hvad kan kunne få, hvis hans bokser skulle have en kamp, og derfor bliver det altså med Andras Csomor i modsatte hjørne. Selvom ungareren ikke er nogen særlig interessant modstander, må man dog respektere, at han med kort varsel er villig til at stille sig til rådighed, når en promotor og en bokser er kommet i bekneb.

En tidlig eksamen må vente

Selvom en kamp mellem en ung dansker og en moldovisk journeyman umiddelbart ikke ser ud af alverden, var det en spændende kamp, der var i udsigt mellem Emil Kot (3-1) og Andrei Sanjura (2-6). De to mødtes som bekendt i december, hvor det overraskende – og skuffende – blev til en moldovisk sejr, og fredag skulle regnskabet gøres op. Desværre er opgøret med kort varsel blevet aflyst, og danskeren må derfor nøjes med at følge med fra ringside, når stævnet bliver ringet i gang.

Det faktum, at Kot tabte det første møde og derfor har revanche til gode, var rigeligt til at gøre kampen spændende. Det ville være en afgørende og karrieredefinerende eksamen for Emil Kot, for med endnu et nederlag ville det blive særdeles vanskeligt for ham at vende retur, mens han med en sejr ville have vasket tavlen ren. Det må nu vente.

Stævnet bliver indledt med tre amatørkampe, hvorefter der bliver gensyn med svenske Mohammed Al Maliki (0-1). Han profdebuterede i K.B. Hallen i marts, hvor han i en god og velbokset kamp blev pointbesejret af ukrainske Denys Pesotskyy (2-0), men denne gang får han væsentlig bedre mulighed for en sejr, når han møder Ion Catarau (1-2) fra Moldova.

Stævnet i Nykøbing Falster Hallen begynder klokken 18, og det kan fra klokken 18.45 streames på Lolland Falster TV via hjemmesiden www.lfplay.dk

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier