mandag, 12. maj 2025

Nogle gange må man tage et skridt tilbage for at kunne tage to frem…

Jacob Bank (12-0) tog lørdag aften endnu et fornemt skridt fremad, da han ved TK Promotions stævne på hjemmebanen i Forum Kolding udklasserede den spanske veteran Ronny Landaeta (21-6), som han knockoutede i 7. omgang. Spanieren var udset til at kunne give den 22-årige dansker god modstand, men opgøret var ikke mange sekunder gammelt, før det stod klart, hvordan det ville ende. Banks hårde, hurtige og præcise jab banede vejen for en regulær afklapsning af den sagesløse spanier, der allerede tidligt var på hælene.

”Jeg følte, at jeg kunne stoppe ham i 1. omgang, så jeg går ud (til ringhjørnet, red.) og siger, at jeg har ham,” lød det efter opgøret fra Jacob Bank til Sport Live.

Allerede i 2. omgang var Ronny Landaeta i nærkontakt med kanvassen. Det lignede unægteligt et resultat af en dansk træffer, men den italienske kampleder undlod at finde fingrene frem og begynde at tælle.

”Jeg syntes, at han så rystet ud, for hans øjne flakkede rundt. Dommeren mente, at jeg trykkede ham ned, men det var sjovt nok, hver gang jeg ramte ham med et hook i siden, at han røg ned,” grinede Jacob Bank.

Enhver kunne dog se, hvilken retning bussen kørte, og i 7. omgang havde spanieren fået nok. Dermed kunne Jacob Bank igen spænde det bælte om livet, som beviser, at han er den lykkelige indehaver af den europæiske titel hos WBO. En titel, som Jacob Bank, selvom den foreløbig har ført til en 10. plads på WBO’s verdensrangliste, bør overveje at frasige sig. Den står nemlig i vejen for andre ting.

Det vil være logisk, hvis Jacob Bank og TK Promotion i første omgang har blikket rettet mod den europæiske top, men hvis sådan et ønske skal gå i opfyldelse, kræver det, at WBO-titlen bliver opgivet. Den Europæiske Bokse-Union, EBU, er mildt sagt ikke begejstret for konkurrence, og alle, der vinder europæiske titler hos et verdensforbund, bliver derfor blacklistet af forbundets rangliste og mister dermed chancen for at bokse om EM-titlen. Faktisk er det ikke kun boksere, der kommer i den sorte bog, hvis de beskæftiger sig med ”forkerte” titelkampe. Da Oliver Meng i sidste måned boksede om WBA Continental Europe-titlen, var både kamplederen og og to af de tre sidedommere anerkendte EBU-officials. Det er de imidlertid ikke længere – de er blevet streget med den begrundelse, at de deltog i en kamp om en europæisk titel hos et verdensforbund.

Det kan umiddelbart lyde håbløst – bl.a. fordi det rent faktisk er ret håbløst – og som et argument for at vende EBU ryggen. Problemet er bare, at det gamle europæiske forbunds titel fortsat er meget prestigefyldt, og hvis Jacob Bank skulle beholde sin WBO-titel, vil det være en stor opgave for promotor Kasper Holgersen at finde kvalificerede modstandere i kommende titelforsvar.

Derfor kan det være en god investering på lang sigt, hvis Jacob Bank vælger at tage et enkelt skridt tilbage og frasige sig sin titel. Dermed kan han, når en 12 måneder lang karensperiode er overstået, komme på EBU-ranglisten og jagte den EM-kamp, som er et stort mål for alle danske profboksere. Selvom Jacob Bank endnu kun har bokset 12 kampe som professionel, har han løst alle opgaverne på en så overbevisende måde, at en EM-titel slet ikke er at drømme for stort. Det kræver bare, at han tager et lille skridt tilbage først.

Små skridt fremad

Det er ikke kun de boksemæssige kvaliteter, som Jacob Bank har i orden. Han har på rekordtid formået at blive et stort navn i hjembyen, hvor han oplever flot opbakning fra diverse sponsorer i det lokale erhvervsliv samt det publikum, der fyldte Forum Kolding til sidste plads. Det er efterhånden meget sjældent, at alle billetter er fjernet, når der bliver inviteret til professionel boksning på dansk grund, og selvom der ifølge hårdnakkede rygter findes større arenaer i denne verden end Forum Kolding, er det en ganske imponerende bedrift.

Der var ingen tvivl om, at de 1800 tilskuere var kommet for at se Jacob Bank, men inden det blev hans tur, havde publikum fået serveret et undercard med en særdeles spændende og hård kamp mellem boksere, der både var og er ubesejrede, en lovende debutant samt flere unge boksere, der tog det næste lille skridt på en lang vej fremad.

Det pynter på ethvert stævne og enhver boksestald at have en sværvægter. Sådan en har TK Promotion nu i form af Morten Givskov (1-0), som efter 99 amatørkampe – han vil gerne have nr. 100 – nu satser på en karriere uden trøje. Givskov er meget bevægelig af en 110 kilo tung fyr at være, og trods sin størrelse er han en teknisk rigtig god bokser. Det ligner et scoop af Kasper Holgersen at have fået fingrene i Morten Givskov, som ikke havde de store problemer med at vinde sit profdebut mod polske Pawel Sowik (3-14), som blev knockoutet i 2. omgang.

Også Elias Idrissi (2-0), Mikkel Gribsholt (4-0) og Victor Hoveling (3-0) pynter på stævnerne, selvom de i forhold til Givskov har et naturligt handicap – hvis man altså kan kalde det et handicap at have en normal størrelse. De tre vandt sikre sejre, ligesom de har gjort i alle deres hidtidige kampe, hvor de er blevet matchet ganske forsigtigt.

Undercardets mest underholdende og spændende kamp var samtidig den mindst velboksede, da Nesar Kunduzi (3-0-1) og Leotrim Rexhepi (3-0-1) fra Kosovo ikke kunne finde ud af, hvem af dem der skulle have sejren. Det blev til fire hårde omgange, hvor Rexhepi i de fleste var bedst, men hvor Kunduzi blev reddet af, at han i 3. omgang fik sendt sin modstander til tælling. Sådan en gulvtur er dyr i en kort kamp, og den endte med at redde Kunduzis status som ubesejret, da de tre dommere var enige om at være uenige om det hele, og kampen derfor blev dømt uafgjort.

På bundlinjen står, at stævnet i Kolding på alle måder var en succes for promotor Kasper Holgersen. Hans bokser håndterede igen den opgave, han blev stillet over for, på meget overbevisende vis, og nu må promotoren lægge hovedet i blød og finde den rette vej fremad. Verdenstoppen er stadig et godt stykke væk, og Jacob Bank er med sine 22 år og 12 profkampe slet ikke klar til den type opgaver. Derfor vil det være naturligt, at man i første omgang har sigtetkornet rettet mod Europa.

Det kræver bare, at man tager et lillebitte skridt tilbage først.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier