Nikki Møller Nielsen (4-1) kom på særdeles hårdt arbejde i samtlige fire omgange mod litauiske Artem Karasev (17-55-4), han fik dog efter en hård og lige kamp tildelt sejren.
Det blev en hård første omgang for Nikki Møller Nielsen, der blev ramt alt for mange gange af litauiske Artem Karasev. Nikki Møller Nielsen kom ellers fint fra start, men midtvejs fik Karasev sat for mange slag ind gennem de sløsede danske parader.
Igen i opgørets anden omgang havde Karasev stor succes med at slå sin højre ind over det danske venstre jab. Nikki Møller havde svært ved at holde Karasev på afstand, der hele tiden var klar til at slå kontra.
I tredje omgang havde Nikki Møller fået bedre styr på det, men alligevel lykkedes det Artem Karasev at få lokket Nikki Møller til at gå i slagsmål med ham. En meget farlig cocktail for Nikki Møller, der flere gange var heldig med at undgå de vilde sving.
Slagsmålet forsatte i store dele af fjerde omgang, og træfferne var nogenlunde ligeligt fordelt. Kampens sidste omgang blev meget rodet, men det var danskeren, der sluttede bedst af.
Alle tre dommere scorede kampen 39-37.

