Det er Oliver Meng (10-0) og Sarah Mahfoud (12-1), som pryder den plakat, der reklamerer for Bettina Palles stævne i Royal Arena den 26. maj. Meng fik tidligere på måneden banket en masse ringrust af, da han pointbesejrede brasilianske Walisson Fagundes, og det vil være et godt bud, at han kan se frem mod en større kamp ved det kommende stævne.
“Jeg er klar til et stort skridt. Det var rart at komme i gang igen efter min lange og ufrivillige pause. Jeg synes, jeg fik en hård modstand, selvom hans meritter på papiret måske ikke så så store ud. Han kom hele vejen fra Brasilien, og så tror jeg altså ikke, man kommer for at tabe. Så det var fedt at få banket rusten af,” siger Oliver Meng til Lolland Falster Folketidende.
Den 23-årige dansker har fået navnene på et par mulige modstander, og han går for tiden og overvejer, hvilket skridt der er det rigtige at gå.
“Jeg har fået to modstandere, jeg kan vælge imellem. Og det er så det, jeg går og overvejer nu. Jeg tænker på, hvem der kan give mig og publikum den bedst mulige kamp,” siger han.