Fredagens sejr over Khalil El Harraz (14-4-1) sikrede ikke blot Oliver Meng (11-0) WBA’s continentale titel i letmellemvægt – det sikrede ham også en rangering på forbundets nyeste verdensrangliste.
WBA er netop udkommet med sin seneste verdensrangliste, og her er 23-årige Oliver Meng placeret som nummer 14 i letmellemvægt. Også hos et andet verdensforbund, WBC, er Oliver Meng at finde på ranglisten, hvor han er nummer 38.
Det er ellers småt med skandinaviske rangeringer på de store forbunds verdensranglister. Svenske Badou Jack er regerende WBC-verdensmester i cruiservægt, og hos samme forbund er Enock Poulsen rangeret som nummer 31 i letweltervægt.
Den svenske sværvægter Otto Wallin (25-1) er at finde på ranglisterne hos tre ud af de fire forbund. Wallin er placeret som nummer 8 hos WBO, nummer 9 hos IBF og som nummer 11 hos WBC.