Som ventet måtte Sarah Mahfoud (11-1) lørdag aften indkassere karrierens første nederlag og vinke farvel til sin status som verdensmester, da Amanda Serrano (43-2-1) viste sig at være for stor en opgave. Puertoricaneren var gennem alle 10 omgange den dominerende part, og hun kunne derfor føje Mahfouds IBF-titel til sin egen samling af VM-bælter, som i forvejen talte titlerne hos WBC og WBO.
Sarah Mahfoud kæmpede virkelig tappert, men ingen er som bekendt forpligtet ud over sine evner – og Amanda Serrano er bare en klassebokser fra øverste hylde. At det endte med en klar pointsejr til Serrano var derfor både logisk og velfortjent.
Tidligt cut
Det var en bevægelig Mahfoud, der kom ud til kampen. Danskeren forsøgte at danse og score med sit lange venstre, hvilket hun også flere gange havde fin succes med. Serrano viste dog eksempler på, at hun har en stor fysisk styrke og god power i hænderne, og når puertoricaneren kom ind, var det slag med mere bund end dem, der kom fra danskeren.
I 2. omgang blev dominansen fra Amanda Serrano større. Hendes lange højre og gode venstre hooks bed på Mahfoud, som endvidere fik et cut i hovedbunden.
Skaden sad heldigvis så højt oppe i hovedbunden, at den ikke lod til at genere alverden, og Mahfoud kunne i derfor fortsætte med at bokse med stor bevægelse, mens hun forsøgte at bane vejen med sit venstre jab. Amanda Serrano er dog hurtigere end Mahfoud, og det sikrede hende hurtigt et pointforspring.
Når Serrano skruede op for tempo og aggressivitet, havde Mahfoud ikke de store chancer for at følge med. Så handlede det mest om at undgå de værste bomber, men Sarah Mahfoud boksede tappert og forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen.
Sluttede bedst
Da kampen nåede forbi midten, skruede Serrano lidt ned for tempoet og satsede i stedet på tungere slag. Det lykkedes hende at få bomber i form af både højre hooks til kæben og dybe venstre hooks til at finde vej til deres mål, og da puertoricaneren tydeligvis ingen respekt havde for den danske power – eller mangel på samme – kunne Serrano forholdsvis roligt fortsætte med at sætte point i banken.
Især i kampens sidste to omgange fik Sarah Mahfoud bevist, at hun ikke var inviteret til Manchester på en badebillet. Det var to gode danske omgange, men det var ikke nok til sejr.
Amanda Serrano vandt med cifrene 97-93, 97-93, 99-92.