fredag, 13. december 2024

Mahfoud foran ny VM-kamp: Udfordrer til ledig titel

Hvis Sarah Mahfoud (14-1) om lidt mere end en måned formår at besejre italienske Michela Braga (6-0) og forsvare sin WBC Silver-titel, venter en større gevinst: En kamp om forbundets VM-titel.

Titlen er blevet ledig, efter den ubestridte mester, Amanda Serrano, har opgivet den, og WBC har nu udpeget Sarah Mahfoud samt australske Skye Nicholson (9-0), der aktuelt sidder på forbundets interim-titel, til at bokse om den ledige VM-titel.

“Det er fantastisk, at der nu ligger en VM-kamp klar til Sarah Mahfoud. Jeg har overbragt nyheden til Sarah, som er meget begejstret. Hun har holdt sig aktiv og vundet tre kampe siden sit pointnederlag til Amanda Serrano i en stor VM-kamp, som hun sprang til med relativt kort varsel. Det kommer hende til gode nu. Det her er helt klart en kamp, som vi forfølger, og vi vil naturligvis også forsøge at få den til Danmark,” siger promotor Bettina Palle ifølge en pressemeddelelse.

Australieren forsvarede for halvanden uge siden interim-titlen mod svenske Lucy Wildheart. Hun er en bevægelig bokser uden specielt meget power i handskerne, men hun har en stor fordel: Hun er i stald hos den engelske storpromotor Matchroom, så der venter Bettina Palle en svær opgave, hvis hun skal skaffe sin bokser hjemmebane til opgøret.

Først og fremmest skal Mahfoud bruge en sejr i sin kommende kamp, hvis VM-opgøret skal blive aktuelt.

“VM-kampen falder naturligvis til jorden, hvis Sarah taber den 13. januar. Michela Braga er i forvejen en dygtig bokser og en farlig modstander, og nu lægges der med denne nyhed et ekstra pres på Sarah Mahfouds skuldre. Men guleroden ved sejr er altså nu endnu større: Der er i så fald med garanti en VM-kamp til Sarah kort tid efter,” siger Bettina Palle.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier