Bettina Palles planlagte stævne den 12. oktober i Royal Arena bliver udsat til en senere dato.
Årsagen er, at Sarah Mahfoud (14-2), der i stævnets hovedkamp skulle møde brasilianske Danila Ramos (13-3) er blevet syg. Efter hjemkomsten fra en træningslejr i Wales fik Mahfoud konstateret en lungebetændelse, der betyder, at hun ikke kan være i stand til at bokse om en uge.
“Det er brandærgerligt, og vi arbejder på højtryk på at kunne annoncere en ny dato, så kampen kan blive gennemført, og så alle øvrige boksere kan komme i kamp. Nu skal Sarah lige have mulighed for at komme sig, så vi får et overblik over, hvornår vi kan gennemføre arrangementet. Nærmere information følger,” siger promotor Bettina Palle ifølge en pressemeddelelse.
Royal Arena har først ledige datoer i 2025, så derfor arbejder Bettina Palle på at finde en ledig arena, så stævnet kan gennemføres inden nytår.