Det er helt forståeligt en meget ærgerlig Sarah Mahfoud (10-0), der må konstatere, at hendes første forsvar af VM-bæltet er udskudt på ubestemt tid.
Sarah Mahfoud skulle den 7. januar have forsvaret IBF-titlen mod tyske Nina Meinke (12-2) i Brøndby Hallen, men nye coronarestriktioner stikker en kæp i hjulet for stævnet, som dermed er aflyst.
Sarah Mahfoud forsøger at bevare humøret højt og være klar til, at muligheden endelig byder sig.
“Men selv om jeg er blevet god til at lægge nye planer, så påvirker det selvfølgelig. Det da lidt irriterende. Jeg har en titel, men jeg har ikke fået lov at forsvare den. Det er tredje gang, jeg lader op til at gøre det. Jeg vil jo gerne bevise, at den tilhører mig og få de fede kampe, der hører med,” siger Sarah Mahfoud til Ekstra Bladet.
Selvom det efterhånden er to år siden, at hun senest har været i ringen, er lysten stadig stor, forsikrer hun.
“Motivationen fejler ikke noget, og jeg holder mig jo også i gang. Men jeg savner det godt nok,” lyder det fra Sarah Mahfoud.