Kem Ljungquist (21-1) gentog successen fra 2022 ved endnu en gang at besejre Benoit Huber (10-6) fra Schweiz. Han måtte dog arbejde særdeles hårdt i 11. omgange før den hårdføre Benoit Huber blev stoppet.
Kem Ljungquist kom godt fra start, og styrede de første omgange. Han boksede som vanligt med udgangspunkt i sit lange højre jab og tog ved flere lejligheder den dybe venstre med. Den dybe venstre så allerede tidligt i opgøret ud til at gøre skade på Benoit Huber, der efter blot to omgange pustede gevaldigt efter vejret.
Mod slutningen af fjerde omgang landende Ljungquist med en kort venstre, der sendte Huber i kanvassen. Han så dog ud til at være mere ude af balance end rystet. I omgangen måtte Kem Ljungquist også tage mod en henstilling fra kamplederen, for at have slået for dybt.
I sjette omgang måtte Benoit Huber endnu en gang en tur i kanvassen, da han efter en række slag måtte ned og komme sig. I de sidste sekunder af omgangen landede Ljungquist med en højre uppercut der, rystede Huber, man han fik dog kæmpet sig gennem omgangen.
Benoit Huber havde en god ottende omgang, hvor han var den mest aktive. Han landede flere gange med sin direkte højre, der var hans klart farligste våben. Til sidst i omgangen fik Kem Ljungquist en meget hård påtale fra den engelske kampleder, for at skubbe Huber ud af balance.
Ljungquist kom tilbage på sporet i 10. omgang, hvor han flere gange fik plantet sit højre jab og hook i ansigtet på Huber.
I 11. omgang kom kampens afgørelse. Ljungquist sendte Huber i gulvet, han kom dog op, men kamplederen valgte at vinke opgøret af.
Med sejren kan Kem Ljungquist nu tilføje EBU’s silver-titel til samlingen, og kan også se frem til et godt hop ind på en kommende EBU-rangliste, hvor han før aftenens kamp var placeret som nummer 17.

