Kem Ljungquist (19-1) får om to måneder mulighed for at vinde endnu en titel. Det sker ved Primetime Boxings stævne i Kolding, hvor han skal møde tyske Daniel Bulabula (8-0) i et opgør om WBA Baltic-titlen i sværvægt.
Titlen er helt ny og temmelig overflødig. Den vil dog være i stand til at få Ljungquist ind på WBA’s verdensrangliste i tilfælde af sejr, hvilket er motivationen for at kunne bokse om den.
“Jeg er sulten igen. Efter en god pause er det tid til at jage titler og store navne. Men for at nå de helt store kampe, skal jeg tilbage på ranglisterne hos de store forbund – og den her kamp er et vigtigt skridt,” siger Kem Ljungquist.
35-årige Daniel Bulabula har rødder i Congo, men er nu bosiddende i Tyskland – og derfor har WBA godkendt ham til at bokse om den baltiske titel. Selvom han er ubesejret, har han ikke mødt skræmmende modstand, og han bør være en forholdsvis overkommelig modstander for Ljungquist.
Stævnet i Kolding kommer dermed til at få to titelkampe på programmet. I hovedkampen sætter Jacob Bank (16-0) sin WBO Global-titel på spil mod tyske Tyron Zeuge (29-2-1).


https://www.youtube.com/watch?v=s6cVhqbN-p0
Daniel Bulabula er minsandten tidligere GBF European champion! Den titel vandt han i 2019 over Mirza Ganic (3-43).