Kem Ljungquist (17-0) er igen både promotor og hovedkæmper, når bokseringen den 17. maj bliver stillet op i Nykøbing Falster.
Ljungquist boksede i marts en særdeles hård kamp mod svenske Marios Kollias, som han slog knebent på point efter 10 omgange. Helt så stærk bliver hans næste modstander næppe, men den danske sværvægter satser på at møde en kvalificeret bokser.
“Modstanderen denne gang er endnu ikke på plads, men jeg satser på, at det bliver en med høj kvalitet, så jeg kan få nogle omgange, og også hente værdifulde point til ranglisten, når jeg slår ham, så jeg kan komme lidt højere op og blive attraktiv for modstanderen i udlandet,” siger Kem Ljungquist til Lolland Falster Folketidende.
Stævnet kommer til at finde sted i samme hal, hvor Ljungquist for halvandet år siden vandt WBC int’l titlen i bridgerweight mod Benoit Huber. Selvom der er bygget en større arena lige ved siden af, bliver stævnet holdt i den gamle og lidt mindre arena.
“Den store hal er en anelse for stor, og der sidder publikum længere væk. Det er bedre med en mere intim atmosfære, hvor man kan mærke bokserne helt tæt på, og så har den gamle hal også bare en boksetradition for store kampe, som gerne skulle leve videre,” siger Kem Ljungquist.
Udover Ljungquist skal blandt andre Elias Idrissi (3-0), Amre Allman (1-0) og Emil Kot (3-1) efter planen i ringen ved stævnet.